Politiet massivt til stede: Melding om knivslagsmål i København

Med flere patruljebiler og civile betjente rykkede Københavns Politi ud tirsdag formiddag.
Det skyldtes en anmeldelse om et voldsomt knivslagsmål mellem to mænd ved Havneholmen i København. Det oplyser Københavns Politi til SE og HØR.
- Der har været en uoverenstemmelse derude mellem to mænd, og det lyder først som om, at det har været ret voldsomt, siger vagtchef ved København Politi, Rasmus Nielsen til SE og HØR.
Anmeldelsen om knivslagsmålet indløb til polittiet klokken 10:08, og den lød på, at to mænd jagtede hinanden med kniv. Efterfølgende er de to mænd stukket af fra stedet.
- Derfor kører vi derud for at se, om vi kan finde dem, siger vagtchefen.
Da politiet med stort opbud ankom til stedet kort efter, stod det dog hurtigt klart, at sagen ikke var så alvorlig som først frygtet.
- Det er noget mindre voldsomt, end hvad vi først troede. Ifølge dem vi har talt med derude, så lyder det ikke så alvorligt, siger Rasmus Nielsen fra Københavns Politi.
Han oplyser, at politiet har fået kontakt til de to stridende mænd, men at ingen af dem er blevet anholdt for optrinnet.
Ingen er kommet alvorligt til skade, eller har tegn på skader efter at være blevet stukket med kniv, oplyser Københavns Politi.