Politiet opfordrer borgerne: Led i skraldespande og haver
Midt- og Vestsjællands Politi står umiddelbart overfor en vanskelig opgave efter et knivoverfald i Holbæk torsdag aften.
En gravid 37-årig kvinde er stukket ihjel - hendes ufødte barn overlever ifølge politiet - og en formodet gerningsmand er fortsat fredag morgen på fri fod.
I den forbindelse beder politiet borgere i området om hjælp, og opfodrer således til, at man leder i haver og skraldespande efter enhver form for efterladt bevismateriale.
- Hvis man finder beklædningsgenstande eller en kniv i have eller skraldespande, vil vi gerne høre om det, lyder det fra vicepolitiinspektør Kim Løvkvist på morgenens pressebriefing om drabet.
Finder man genstande, er det vigtigt ikke at røre ved dem, men i stedet straks tage kontakt til politiet på telefon 114.
Kollegaen prøvede at stoppe overfald
På politiets pressemøde kom det desuden frem, at en kollega til kvinden overværede overfaldet, forsøgte at standse gerningsmanden, men desværre uden held. Herefter løb kollegaen efter hjælp inde på deres fælles arbejdsplads, som er et plejecenter i Holbæk.
Meldingen blev modtaget af politiet klokken 23.10 torsdag aften.
Gerningsmanden beskrives som 18-19 år, spinkel og ikke særlig høj. Han var formentlig af anden etnisk baggrund end dansk, oplyser vicepolitiinspektøren.
Den dræbte kvinde var 37 år og afghansk statsborger.
Politiet har i kølvandet på den tragiske sag opsat en mobil politistation på Samsøvej i Holbæk. Her kan borgere, der har brug for at snakke med politiet, kunne komme forbi fra klokken 8. Har man oplevet noget mistænkeligt, er der også mulighed for at få kontakt til politiet her.
Alle vidner, der har været i området omkring Samsøvej umiddelbart forud for gerningstidspunktet eller som i øvrigt har bemærket personer eller køretøjer på stedet, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.