Politisk flertal vil lade barer og restauranter holde længere åbent
Selvom en del med garanti kunne bruge hele deres fredag nat på en bar eller et værtshus, må man finde sig i at bestille sidste omgang klokken 22 og blive smidt ud klokken 23.
Men snart kan der være udsigt til længere åbningstider på både barer og restauranter.
Ifølge TV 2 er et politisk flertal i Folketinget enige om at lempe restriktionerne og forlænge åbningstiderne i restaurationsbranchen.
Det er Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, der står bag forslaget.
Forhandlingerne sker i forbindelse med næste skridt i genåbningsplanen, der træder i kraft 11. juli.
- Det er oplagt at se på, om ikke vi kan udvide åbningstiderne. Præcis hvor meget må vi jo diskutere, men måske et par timer, siger sundhedsordfører i Radikale Venstre Stinus Lindgreen til TV 2.
Flere af de blå partier, blandt andet Konservative, ønsker dog restriktionerne om åbningstider helt fjernet.
Der er dog dårligt nyt til diskotekerne, der ikke umiddelbart vil være en del af genåbningsplanen i denne omgang.