Krimi6 timer siden

Retten har talt: Ukraine-kriger idømt fængselsstraf for bedrageri

En selverklæret Ukraine-kriger er blevet dømt for bedrageri ved Retten i Roskilde
Smoke rises after a missile strike in Kyiv, Ukraine, June 26, 2022. REUTERS/Gleb Garanich
Dette billede blev taget i Ukraine i juni 2022 - samtidig var den nu bedrageridømte danske Ukraine-kriger i landet for at kæmpe som frivillig, han havde bare ikke styr på tingene herhjemme. Det er han nu blevet dømt for.
 Foto: Gleb Garanich/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Ukraine-kriger anklages for bedrageri: - Jeg er rigtig ked af det

Det VAR rent faktisk bedrageri, da en nu 38-årig dansk mand tjente godt og vel 95.000 kroner på at sælge ladcykler til flere kunder, som aldrig fik cyklerne.

Midt i hele virvaret af de mange uforløste handler rejste den nu dømte til Ukraine for at deltage i krigen som frivillig.

Manden turnerede i den forbindelse i flere medier, hvor han fortalte om sine oplevelser i det krigshærgede land.

Onsdag blev den nu 38-årige idømt tre måneders betinget fængsel af en enig domsmandsret ved Retten i Roskilde.

Det betyder, at den selverklærede kriger ikke skal ind og ruske tremmer, medmindre han begår noget nyt strafbart inden for det næste år.

Han valgte at modtage dommen, ligesom anklagemyndigheden var meget tilfredse med dagens resultat.

- Retten valgte at følge vores strafpåstand, så vi er tilfredse med udfaldet hos den enige domsmandsret, lyder det fra anklager Janus Kærgaard.

Undskyldning på undskyldning

Dagen igennem har Retten i Roskilde hørt fra adskillige vidner, som fortalte om deres kedelige oplevelse med at købe en ladcykel igennem Ukraine-krigerens virksomhed.

Én efter én fortalte de om, hvordan de fandt en salgsannonce på Den Blå Avis, hvorefter de kontaktede forhandleren for at købe en Babboe eller Christiania ladcykel.

Men som flere af vidnerne forklarede, så var der ikke andet end problemer, efter de havde overført de forholdsvis store kontantbeløb.

Der var blandt andet tale om overførsler på blandt andet 16.500, 14.698 og 15.000 kroner - samlet løb anklagemyndighedens regnestykke op i omkring 100.000 kroner, som Ukraine-krigeren fik i kassen uden at levere cyklerne.

- Det var egentlig en rigtig rar samtale, da jeg ringede til cykelforhandleren for at spørge om råd, og så overførte jeg pengene for cyklerne - de skulle så blive leveret én uge efter.

- Jeg tror, at jeg i løbet af den næste måned ringer til ham 1 million gange – det er faktisk ret ubehageligt, fordi jeg skal bruge de her cykler for at få min hverdag til at hænge sammen, lød det fra den helt almindelige kvinde.

Den samme historie gik igen fra flere af vidnerne, der aldrig modtog deres købte cykel på trods af den indgåede handel.

Forsøgte at betale pengene igen

Den 38-årige nu bedrageridømte mand kom ifølge sin egen forklaring hjem fra Ukraine efter omkring seks måneder i det krigshærgede land.

Da han kom hjem prøvede han angiveligt at betale to at kunderne deres penge igen.

- Jeg fik en messenger-besked om, at han gerne ville betale pengene tilbage. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde overskud til det, og jeg kunne heller ikke svare på beskeden - derfor overdragede jeg det bare til politiet, forklarede det ene vidne.

Det samme skete for en anden forurettet i sagen, som havde 16.500 kroner til gode.

- Han skrev til mig i november 2022, at han var kommet hjem fra Ukraine, hvor han havde været som frivillig.

- Han spurgte, om vi kunne lave en aftale om tilbagebetaling – det sagde jeg til ham, at vi godt kunne. Men jeg fik aldrig pengene, forklarede vidnet over et videolink fra Retten i Odense.

Den 38-årige mand blev ud over tre måneders betinget fængsel også dømt til at skulle betale erstatning til de forurettede kunder - bortset fra en enkelt virksomhedsejer, som ikke mente, at han nogensinde ville få pengene tilbage alligevel.

Erstatningssummen løber derfor op i omkring 80.000 kroner.

Sponsoreret indhold