Rigmanden Ree vil ikke vaccineres
Mens andre næsten ikke kan vente med at få de to stik i armen, kan milliardæren Karsten Ree sagtens styre sin lyst til at blive corona-vaccineret.
Selv om han med sine 75 år hører til blandt de grupper, der vil få tilbudt vaccinen før 'resten' af Danmark, så står han ikke på spring for at blive stukket, skriver bt.dk.
»Nej, for der er blevet stukket og flået nok i mig af forskellige andre årsager de seneste år,« siger Karsten Ree, der blandt andet har været igennem et kræftforløb for nogle år siden, til B.T.
Når Karsten Ree er lidt forbeholden over for vaccinen, er det ikke, fordi han generelt er imod vacciner. Han har bare sine forbehold over for covid-19-vaccinen, som han er bekymret for er blevet udviklet i hast.
Lægemiddelstyrelsen skriver selv, at vaccinen er udviklet 'hurtigere end vanligt', men ifølge styrelsens direktør, Thomas Senderovitz, er der ingen grund til bekymring. Han har kaldt vaccinen 'effektiv, sikker og teknisk i orden'.