Robert Hansen anholdt: Kræver ham varetægtsfængslet
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Skuespilleren Robert Hansen, som onsdag formiddag blev anholdt på Frederiksberg, vil blive krævet varetægtsfængslet ved Retten på Frederiksberg torsdag morgen.
Københavns Politi bekræfter, at der vil ske fremstilling, men vil ikke forholde sig til den anholdtes identitet, men det vil hans forsvarer, Erbil Kaya derimod gerne.
Overfor SE og HØR bekræfter advokaten, at det er den tidligere så folkekære og senere voldsdømte stjerneskuespiller, der er anholdt i sagen.
"Jeg kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt, lyder det fra Erbil Kaya om sin klient, Robert Hansen.
Fra politiet lyder det:
- Jeg kan bekræfte, at vi har anholdt en person på Frederiksberg onsdag formiddag. Den anholdte vil blive begæret varetægtsfængslet ved grundlovsforhør torsdag morgen ved Retten på Frederiksberg, oplyser Københavns Politi til SE og HØR.
Ifølge SE og HØRs oplysninger rimer de nye anklager på de voldssager, som Robert Hansen tidligere har været involveret i. Han er tidligere dømt for vold mod sin ekskæreste Nynne Larsen. Her blev han fundet skyldig i at have tæsket hende med en guitar, indtil den gik i stykker.
Dengang blev han ikke varetægtsfængslet. Men så let slipper han formentligt ikke denne gang. Noget tyder på, at det kan være vold i den grovere ende af skalaen, politiet mener, der er tale om, når man nu vurderer, at der er grundlag for at fængsle ham.
Varetægtsfængslinger kan ske, når en dommer, på foranledning af politiet, vurderer, at der er tale om så grov vold, eksempelvis med stikvåben, at den mistænkte ikke kan være på fri fod.
I 2022 rykkede politiet massivt ud til Robert Hansens adresse på Frederiksberg, og det samme gentog sig i sommeren 2023.
Han blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold i sagen mod hans ekskæreste Nynne Larsen.