Robert Hansen bag tremmer: - Det har vi ikke besluttet
LÆS OGSÅ: Dansk politi offentliggør uhyggeligt billede: - Hjælp med at finde offer for vold
I sidste uge valgte en dommer endnu engang at varetægtsfængsle Robert Hansen i yderligere 14 dage.
Dermed har den tidligere så folkekære skuespiller snart siddet fængslet for sigtelser om vold i halvanden måned - han nægter sig skyldig i anklagerne.
Men Robert Hansen og hans forsvarsadvokat, Erbil Kaya, har endnu ikke besluttet, om de vil kære sidste uges beslutning.
- Vi har ikke kæret fængslingen, men det har vi egentlig heller ikke bestemt os for. Det har vi jo 14 dage til, siger forsvareren lettere kryptisk.
"Kærlighed ved første hik"-stjernens fængsling udløber nemlig på onsdag i næste uge, hvor de to uger altså vil være gået.
SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Københavns Politis Anklagemyndighed, om de fortsat vil have en begæring om yderligere varetægtsfængsling.
Robert Hansen blev i starten af december varetægtsfængslet - i første omgang in absentia, fordi han var indlagt på hospitalet - for tre sigtelser om vold og grov vold.
Ifølge politiet har Robert Hansen begået vold mod en kvinde på sin bopæl på Frederiksberg. Han var egentlig sigtet for grov vold og to tilfælde af simpel vold, men det er siden blevet nedskaleret til to sigtelser om vold efter straffelovens paragraf 244.
Det kom frem under sidste uges fristforlængelse, som SE og HØR dækkede live fra retten.
- Hun kan lade vær med at møde op
Under sidste uges fristforlængelse kom det ligeledes frem, at sagen nu er færdigefterforsket af Københavns Politi, hvorfor der nu er blevet indleveret et anklageskrift i sagen.
Specialanklager Sophie-Amalie Brandi oplyste ved sidste retsmøde, at hun ville have Robert Hansen varetægtsfængslet frem til at sagen er berammet ved byretten.
Ifølge anklagemyndigheden kan Robert Hansen nemlig påvirke efterforskningen på fri fod, ligesom de mener, at der er risiko for, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet på fri fod - hvilket fik forsvarer Erbil Kaya op ad stolen.
- Jeg beder retten seriøst at vurdere, om han på fri fod vil gå ud og ødelægge efterforskningen.
- Det er jo sket på min klients adresse, så vil man gerne vil undgå de her situationer, så kan kvinden jo bare lade være med at møde op. Så gentagelsesriskoem er illusorisk, lød det fra Erbil Kaya, som er dybt uenig i rettens beslutning om, at hans klient skal sidde varetægtsfængslet i sagen.
Ifølge politiet har Robert Hansen begået vold imod en kvinde i sit hjem over to omgange - det skal blandt andet være sket ved knytnæveslag i ansigtet, ligesom politiet blandt andet mener, at han har hevet i det kvindelige offers hår og kastet hende ned i gulvet - han nægter sig som tidligere nævnt skyldig.
Hvis Robert Hansen skal en tur i retten om en uge, så vil Erbil Kaya igen gå efter at få ham løsladt.
- Ja, der er ikke noget, der har ændret sig. Vi vil have Robert løsladt, udtaler den erfarne forsvarsadvokat onsdag morgen til SE og HØR.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Politis anklagemyndighed, om de fortsat vil have den tidligere skuespiller fængslet i sagen.