Robert Hansen på hospitalet: Ikke til stede i retten
Robert Hansen var ikke til stede i retten, da han torsdag formiddag endnu engang blev sigtet for en række særdeles alvorlige forhold.
Den 45-årige skuespiller var således på hospitalet og blev dermed fremstillet in absentia.
Det er i skrivende stund uvist, hvorfor skuespilleren - der netop er blevet sigtet for vold og grov mod en kvinde - er på hospitalet.
Sikkert er det dog, at 45-årige Robert Hansen igennem en lang årrække har kæmpet med alvorlig sygdom og også misbrug.
Robert Hansen gennemgik i april 2015 en omfattende operation i hjertet, efter han kollapsede under opførelsen af ’Dirty Dancing’-musicalen i Tivolis Koncertsal. Skuespilleren blev opereret for en flænge på hovedpulsåren.
Selv troede den dengang 36-årige skuespiller, at det var en slem halsbetændelse, der havde sendt ham til tælling.
Men det stod langt værre til med "Kærlighed ved første hik"-skuespilleren.
Otte timer på operationsbordet
Blot et halvt døgn senere lå han i en hospitalsseng på Rigshospitalet efter at have gennemgået en otte timer lang operation i hjertet. Lægerne på Rigshospitalet havde nemlig konstateret en livsfarlig flænge på skuespillerens hovedpulsåre.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. 8 timers operation i hjertet, og jeg som gik og troede, jeg havde halsbetændelse. Hvis ikke jeg var kommet af sted til hospitalet den aften, havde jeg slet ikke været her mere, skrev Robert Hansen på sin Facebook-profil få dage senere.
Under den lange operation fik skuespilleren opereret en kunstig metalplade ind i kranspulsåren, fordi han var født uden den ene hjerteklap.
Efter det alvorlige sygdomsforløb måtte Robert Hansen sygemelde sig i en længere periode, lige som der ventede ham et længere genoptræningsløb.
Under dét forløb valgte Robert Hansen at lade et kamerahold følge ham, og i reportageserien ”Robert Hansen: Tilbage til livet” på Kanal 4 kunne seerne følge hans kamp tilbage til livet. I et af afsnittene fortalte han blandt andet om den skæbnesvangre aften i Tivoli, hvor han kom faretruende tæt på at miste livet:
- Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt med mig. Jeg var jo blevet tilset… jeg spiste jo noget medicin mod halsbetændelse. Der havde været en læge og kigge på mig, fortalte Robert Hansen i reportageserien ”Robert Hansen: Tilbage til livet”.
- Min tanke var bare "fuck fuck fuck… jeg kommer ikke igennem denne forestilling”. Jeg svedte helt absurd meget, fortalte Robert Hansen og tilføjede:
- Jeg kunne også mærke, at jeg blev mere og mere fjern i forhold til at orientere mig i rummet, hvor jeg lå. Hvad er egentligt op og ned? Jeg havde flimmer for øjnene.
I ambulancen mistede han bevidstheden:
- Så siger den ene ambulancefører ”kunne du tænke dig at komme hjem”. Og så er det, at jeg besvimer og forsvinder fuldstændig ind i en anden verden. Jeg kan bare huske, at jeg trådte ind et sted, hvor jeg ikke havde smerter, at det lige pludseligt blev rart.
Ramt af hjerneblødning
I august 2017 blev skuespilleren ramt af en hjerneblødning, mens han opholdt sig i sin lejlighed på Frederiksberg sammen med sin nye kæreste.
”Kærlighed ved første hik”-skuespilleren troede selv, at der var tale om det, man kalder ”en frossen skulder”. Han havde i et stykke tid kæmpet med smerter i skuldrene og havde haft svært ved at bevæge armene.
På grund af smerterne valgte Robert Hansen kort forinden at aflyse sin premiere med revyshowet "Pejsen går i luften". I den forbindelse udsendte skuespilleren en pressemeddelelse.:
- Det har været en super svær beslutning, fordi jeg virkelig havde glædet mig til at komme på Pejsegården, men jeg må sande, at det bliver for hårdt, når jeg går med så mange smerter i min skulder, fortalte Robert Hansen i en pressemeddelelse.
Samme dag viste det sig dog, at det stod langt værre til med Robert Hansen. Han blev dårlig i sin lejlighed på Frederiksberg, hvorefter hans kæreste ringede 112. En ambulance hastede herefter skuespilleren på hospitalet.
På Rigshospitalet kunne lægerne konstatere, at Robert Hansen havde fået hjerneblødning.
Stofmisbrug
Desuden er det ingen hemmelighed, at Robert Hansen har kæmpet med misbrug af stoffer - heriblandt kokain.
Dog vides det altså ikke, hvorfor 45-årige Hansen pt. befinder sig på hospitalet.
Under dagens retsmøde kom det dog frem, at der afventes stuegang på det pågældende hospital, hvor Robert Hansen opholder sig. Herefter vil der blevet taget stilling til, om Robert Hansen vil være i stand til at dukke op i retten på et senere tidspunkt.
Den 45-årige skuespiller blev sidste år dømt for vold mod en ekskæreste. Denne gang omhandler forholdene også vold mod en kvinde. Ifølge sigtelsen skulle episoden have fundet sted 26. november, hvor han ifølge sigtelsen slog en kvinde i hovedet og på ballen.
Derudover er han sigtet for at have banket hendes hoved i gulvet og snittet hende med en kniv på den ene balle.