Så deres veninde blive skudt af politiet: - Hun gjorde ingenting
Nordsjællands Politi har været hermetisk lukket, hvad angår en skudepisode i Kongens Lyngby søndag aften.
Her blev en 24-årig kvinde ramt af skud i forbindelse med en politiforretning.
På den baggrund gik Politiets Uafhængige klagemyndighed ind i sagen, som det er kutyme, når borgere kommer til skade i forbindelse med politiets arbejde.
Sagen har indtil nu være omgærdet af mystik, da de nærmere omstændigheder har været ukendt for offentligheden.
Nu fortæller to vidner til skudepisoden, at årsagen til den dramatiske hændelse kan skyldes en misforståelse.
Det skriver SN.dk, som har talt med vidnerne.
Forud for episoden havde Ismail Mohamed, der er venner med den sårede kvinde og beskriver hende som en datter for ham, kontaktet politiet, fordi kvinden havde låst sig inde i hans bil.
I første omgang forlod politiet stedet med uforrettet sag, da det ikke lykkedes dem at få den 24-årige kvinde ud af bilen.
De gjorde dog et forsøg igen senere på aftenen - og her gik det helt galt.
Bevæbnet med rollespilssværd
Da politiet ankom til Bækkevang ud for nummer 41 søndag aften mødte de den 24-årige kvinde, der ifølge Ismail Mohamed var bevæbnet med et rollespilssværd, forklarer han til lokalmediet sn.dk
Kvinden holdt sværdet over hovedet, da politiet bad hende om at smide sværdet - uden held.
Da hun tog et skridt nærmere betjentene, blev hun skudt i benet.
- I politibilen sagde jeg til politiet, at det er helt uacceptabelt, den måde de har grebet det an på, fortæller Ismail Mohamed til SN.dk
- Hun var stille og rolig og gjorde ingenting. Hun havde hænderne oppe, og hun forstår ikke dansk.
- Jeg sagde det til dem allerede første gang jeg kontaktede dem, at hun ikke forstår dansk.
- Og jeg sagde til dem, at hun var rolig, forklarer Ismail Mohamed.
Det fremgik af klagemyndighedens pressemeddelelse mandag, at den 24-årige kvinde ikke var i livsfare efter skudepisoden.
DUP'en efterlyste i forbindelse med skudepisoden vidner, som kan have set noget søndag aften.
Nordsjællands Politi og Politiets Uafhængige klagemyndighed har ikke yderligere oplysninger til sagen for nuværende.