Så er den gal igen: Onkel til Farhad tiltalt for vold mod betjent

Adnan Salim Ibrahim, der er kendt fra DR’s dokumentar “Forfulgt af politiet?”, skal den 11. januar næste år møde ved Retten i Kolding, hvor anklager kræver fængselsstraf.
Det fremgår af et anklageskrift, som ‘Reporterne’ på 24syv har fået aktindsigt i.
Her er han tiltalt for om aftenen den 28. august 2021 at have sparket en betjent en gang på foden. Det skulle være sket i nærheden af en vandpibecafé centralt i Vejle.Tiltalen sker efter straffelovens §119, stk. 1 om “vold eller trussel om vold mod en offentlig ansat”.
Ifølge Adnan Ibrahims advokat, Claus Bonnez, nægter han sig skyldig i anklagen og har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer.
I DR’s dokumentar føler familien sig forfulgt af politiet, og dokumentaren skildrer et konfliktfyldt forhold mellem politiet og familien. Siden er et enkelt familiemedlem blevet dømt for at fornærme en betjent og modsætte sig anholdelse, og der er altså nu flere retsmøder på vej for familiemedlemmer.
Adnan Ibrahim har før været tiltalt for vold og trusler mod politiet i forbindelse med en afhøring på politigården i Vejle. En episode, der også fylder i “Forfulgt af politiet?”.
Han blev dengang frifundet på baggrund af vidneudsagn fra en tolk, der lyttede med på afhøringen via telefon.