Så mange er smittet i Danmark

1450 personer er nu konstateret smittet med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Det er en stigning fra 1395 søndag. Man forventer dog, at der er et stort mørketal og langt flere er smittet, da man indtil nu ikke har testet alle personer med symptomer.
Mandag er 12.843 personer blevet testet. Det svarer til, at cirka 11 procent af de testede er smittede.
De danske sundhedsmyndigheder har dog varslet, at de fremover vil teste langt flere personer.
Antallet af døde er endnu ikke offentliggjort, men søndag var tallet 13. Coronavirus ligger dog ikke nødvendigvis til grund for dødsfaldene, da flere af de omkomne led af andre alvorlige sygdomme.
For at indgå i statistikken over dødsfald skal man være død senest 60 dage efter, at man er blevet smittet med virussen.
De danske sundhedsmyndigheder har på forhånd meldt ud, at antallet af indlæggelser vil stige de kommende uger.
Landets hospitaler forventes dermed at komme under pres, og af den grund er alle ikke-akutte operationer udskudt for at gøre plads til coronasmittede patienter.
Ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer op mod 580.000 danskere at blive smittet med coronavirus.
På verdensplan er der registreret 305.275 smittetilfælde. 12.942 coronasmittede personer har mistet livet.