Mindst 227 private boliger er blevet udsat for indbrud mellem 19. og 23. december i år.
Det fremgår af tal fra Rigspolitiet.
Tallene dækker over antallet af indbrud, der er anmeldt til politiet, i perioden.
Antallet er en smule højere end sidste år, hvor der i samme periode blev anmeldt 202 indbrud.
Ifølge Christian Berthelsen, politiassistent og talsperson i Rigspolitiet, kan det lidt højere antal indbrud have noget at gøre med, hvordan julen falder i år.
- Vi kan se, at langt de fleste allerede gik på juleferie 20. december, og vi har kunnet se på juletrafikken, hvordan det har spredt sig ud over flere dagen.
- Jeg tror derfor, at folk er taget afsted på forskellige tidspunkter, og nogle er måske taget tidligere afsted. Det betyder jo også, at husene står tomme i længere tid, og at der dermed også er en større risiko for indbrud, siger han.
Han understreger dog, at der er tale om en marginal stigning sammenlignet med sidste år.
Lørdag er den dag i perioden mellem 19. og 23. december, hvor antallet af anmeldte indbrud er toppet.
Det er dog værd at bemærke, at der kan være fundet indbrud sted i perioden, som ikke er anmeldt.
I tiden op til jul i år har der også været flere indbrud end i 2021 og 2022, hvor antallet var henholdsvis 206 og 170 mellem 19. og 23. december.
Julen er sædvanligvis indbrudstyvenes højsæson, fordi mange er væk fra deres hjem.
Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd var 25. december i 2023 den dag, hvor der på landsplan blev anmeldt flest indbrud.
Nordjyllands Politi har i år delt en række råd til at undgå indbrud.
Et af dem er at hilse på andre i nabolaget og eksempelvis ønske dem en glædelig jul. Kredsen opfordrer til, at man også hilser på dem, man ikke kender.
Fordi indbrudstyve formentlig hverken vil ses eller genkendes, kan et simpelt "hej" være nok til at afskrække dem, lyder det.
Fra Rigspolitiet lyder også et råd om at sørge for, at boligen ser ud, som om der er nogen hjemme, og så måske ikke at dele alt for meget på sociale medier.
- Man kan passe på med at lægge op, hvor man er henne, på sociale medier. Der skal ikke meget til for, at man kan finde ud af, hvor folk bor bare ved lige at kigge lidt ned i deres feed, siger Christian Berthelsen.