Sarah påstod kærestens død var en ulykke: Men så dukkede videoerne op...
En søndag i februar 2020 havde amerikanske Sarah Boone og kæresten Jorge Torres drukket en flaske vin, malet og lagt puslespil, da de besluttede at lege en omgang gemmeleg i deres hjem i Florida.
Som en del af legen havde kæresten gemt sig nede i en kuffert. Sarah valgte i spøg at lukke kufferten til, men hun havde "selvfølgelig" lavet lille åbning i lynlåsen, så Jorge kunne komme ud af kufferten igen.
Mens Jorge blev liggende i kufferten, gik Sarah i seng, glemte alt om Jorge i kufferten og faldt i søvn.
Sådan lød hendes forklaring i hvert fald.
Da Sarah vågnede og fandt Jorge livløs i kufferten, ringede hun til alarmcentralen. Hun forklarede, at hun havde ydet førstehjælp, men at hun ikke kunne få liv i Jorge.
Hun fastholdt også, at det var et uheld, at kæresten gennem tre år nu lå død i kufferten.
Den forklaring køber politiet dog ikke. Der findes nemlig flere videoer, som Sarah selv har optaget den skæbnesvangre aften. Videoerne afslører, hvordan hun hånende griner ad Jorge, der hjælpeløst råber efter hjælp i kufferten.
- For alt det, du har gjort mod mig. Fuck dig. Idiot, kan man høre Sarah sige i videoen, mens hun filmer Jorge liggende i kufferten.
I videoerne kan man endda høre, hvordan Jorge siger, at han "ikke kan trække vejret", hvortil Sarah svarer, at så "ved han, hvordan det føles, når han kvæler hende".
Jorge forsøger flere gange at fortælle om sit ubehag, men Sarah filmer blot videre.
- Det er din egen skyld. Sådan føles det, når du er mig utro, siger hun, mens hun siger, at han skal tie stille.
I en anden video kan man høre, hvordan Jorge kalder Sarahs navn fra kufferten, der ligger med åbningen ned ad.
Optagelser fra politiets afhøring af Sarah viser, hvordan hun helst undgår at se den video, hun har optaget, og slet ikke kan huske hun har filmet på aftenen.
Alligevel er hun nu sigtet for drabet på kæresten Jorge Torres.
Det er ikke første gang, at der har været problemer mellem parret. I 2018 var de endt i en slåskamp efter en tur på bar.
De to parters historier stemte ikke over ens, men da ingen af dem ønskede at vidne mod den anden, blev sagen ifølge The Washington Post dengang lukket.
Ifølge Fox35 skal den såkaldte "kuffert-sag" efter flere udskydelser for retten 30. januar 2023.