Se billederne: Anholdte mødte stærkt forslåede op i retten
LÆS OGSÅ: Terror i Rusland: Skønhedsdronning blandt de dræbte
Fredag aften ramte et blodigt angreb spillestedet Crocus City Hall, da fire tungt bevæbnede gerningsmænd åbnede ild mod helt tilfældige personer – foreløbigt meldes 137 dræbt under angrebet.
Siden har de russiske myndigheder anholdt 11 personer, som de mener har planlagt og stået bag episoden. Fire mænd anklages for at have ført pistolerne – de blev søndag fremstillet i retten, hvor de stærkt forslået blev vist frem for pressen.
Efter angrebet fredag meldte terrororganisation Islamisk Stat ud, at de stod bag terrorangrebet.
De anholdte
De fire anholdte menes alle at stamme fra Tadsjikistan, og er blevet identificeret som 19-årige Mukhammadsobir Faizov, 25-årige Shamsidin Fariduni, 30-årige Saidakrami Rachabalizoda og 32-årige Dalerdzhon Mirzoyev.
Søndag blev de én efter én ført ind i retten skarpt bevogtet af russisk politi og militær foran den fremmødte russiske presse.
På billeder ser man fire endog meget forslåede mænd blive sat på anklagebænken – de fire terroranklagede mænd havde alle tydelige skader såsom blå øjne og hævelser og skræmmer i ansigtet.
Efter søndagens retsmøde blev de alle varetægtsfængslet i foreløbigt to måneder.
Videoer viser tortur
De fire mænd blev alle anholdt kort tid efter angrebet fredag aften, og har siden været i det russiske politis varetægt.
Siden anholdelserne har der floreret adskillige videoer på Telegram, X og andre sociale medier, som viser en særdeles hårdhændet behandling af de anholdte formodede gerningsmænd.
På den ene video ser man en af de anholdte liggende på jorden med bukserne rundt om anklerne. Ved siden af manden står et batteri, som er tilkoblet den anholdtes testikler. I flere tilfælde bliver der sat strøm til manden.
På en anden video ser man angiveligt Rachabalizoda blive tortureret ved, at han får det ene øje flået ud.
De russiske myndigheder har ikke villet kommentere på påstanden om, at de fire anholdte er blevet udsat for tortur.