Se billedet: Mistænkt for direktør-drab fanget på overvågningsbilleder
Tidligere onsdag blev amerikaneren Brian Thompson, direktøren for forsikringsselskabet UnitedHealthcare, skudt og dræbt på åben gade ved højlys dag.
Politiet i New York efterforsker fortsat forbrydelsen, men nu kan et medie altså bringe nyt i sagen.
Der er her tale om mediet New York Post, som er kommet i besiddelse af nogle overvågningsbilleder, som viser en maskeret mand tage en pistol frem og skyde ude Hilton-hotellet, som Brian Thompson, 50, blev skudt foran.
Billederne afslører ikke den mistænktes identitet, da han er maskeret. Efterfølgende viser et andet billede, hvordan den mistænkte flygter fra gerningsstedet på cykel.
Ventede på ham
Det var nyhedsbureauet Bloomberg, der først kunne fortælle nyheden om, at Brian Thomspon var blevet skudt.
50-årige Thompson befandt sig uden for et Hilton-hotel, hvor selskabet holdt investordag, da han blev skudt. Det oplyser to kilder med kendskab til situationen til Bloomberg.
Investordagen blev lukket før tid på grund af en "meget alvorlig medicinsk situation". Det har den administrerende direktør for hele UnitedHealth, Andrew Witty, ifølge nyhedsbureauet Reuters udtalt.
New York Post har tidligere i dag beskrevet - med henvisning til anonyme politikilder - hvordan en maskeret mand ventede på Thompson kort før klokken 07.00 lokal tid ved hotellet. Manden skød mod direktøren og flygtede herefter østpå.
Der blev angiveligt affyret flere skud, og efterforskere mener ifølge CNN, at der var tale om et målrettet angreb. Thompson blev skudt i brystet - hvilket han desværre døde af.