Skytter søges, stod der i et opslag, som fik en 16-årig dreng til at stikke af fra et børnehjem højt oppe i det nordlige Sverige for at rejse til København.
Det kom frem torsdag i Københavns Byret, da den første sag om unge svenskere på drabsmission i Danmark blev indledt.
Drengen er spinkel af bygning. Da dommeren bad ham om at tage den sorte kasket af, kunne man se det lyse hår.
Med løftet om op til 300.000 kroner på beskedtjenesten Telegram tog han den lange togtur til Københavns Hovedbanegård og nåede frem ved middagstid den 25. april.
På forhånd havde han fået besked om, at han ville få to pistoler og en elcykel.
Men på Hovedbanegården gik der næsten otte timer, før han endelig fik besked fra en af de profiler, han kommunikerede med.
"OK, bro", svarede han til ordren om at tage til Nørrebro Station.
Få minutter efter blev han spottet af en politipatrulje. Betjente reagerede på det signalement, som svensk politi havde sendt af en mistænkt.
Han havde netop smidt en cigaret fra sig og gik i fodgængerfeltet over Vesterbrogade tilbage mod Hovedbanegården, da han blev pågrebet.
- Jeg vendte om og ville ikke gøre det, forklarede drengen med sin dybe stemme.
Han fortrød altså ifølge sin egen forklaring at udføre jobbet - at slå nogen ihjel. Og det var hans egen beslutning, lød det.
Gav han så besked til sin kontakt?, spurgte anklageren.
- Nej, det nåede jeg ikke, jeg blev jo taget med det samme, svarede han.
De afgørende juridiske spørgsmål i sagen handler om forsæt og forsøg, oplyste anklageren. Altså om drengen havde vilje til at begå drab, og om hans rejse og opførsel udgjorde et forsøg på drab.
At han stak af fra det såkaldte HVB-hjem, skyldtes ønsket om at skaffe penge til sin mor, der netop havde fået en kræftdiagnose, fortalte drengen.
Kontakten, der havde rekrutteret ham, skrev, at det ikke var muligt at fortryde i sidste sekund. "Jeg er ingen tvivler, jeg vil være debutant," svarede han.
"Det er bare at trykke af, ingen tøven", tilføjede han.
Retten afgør sagen i næste uge.