Krimi19. maj 2023

Serielurer på spil i Slagelse: Bryder ind hos unge piger, imens de sover

Politiet har anholdt en konkret mistænkt, men manden er sidenhen blevet løsladt og sigtet for i alt otte tilfælde om blufærdighedskrænkelser
Flere unge kvinder i Slagelse er bekymret, når de skal til at sove. Der er nemlig en serielurer på spil, som slår til når unge kvinder sover.
Flere unge kvinder i Slagelse er bekymret, når de skal til at sove. Der er nemlig en serielurer på spil, som slår til når unge kvinder sover.
 Foto: Ritzau Scanpix

Ofrene – unge piger i Slagelse-området – bliver udsat for de ubehagelige oplevelser, imens de sover.

For når først dørene er låst, lyset er blevet slukket og dynen er blevet trukket over kroppen, slår han til.

I Slagelse ser det nemlig ud til, at der er en serielurer på spil.

22-årige Natasja Jensen har fortalt om sine oplevelser med lureren i Slagelse.

Det gør hun til Sjællandske Nyheder.

Natten til tirsdag stod der ud af det blå en mand halvt inde i Natasjas soveværelse.

Hun havde låst samtlige døre, fordi hun sover sammen med sin søn på tre år, men alligevel lykkedes det en mand at åbne en dør til udestuen, og derefter døren til hendes soveværelse.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at have det, når det igen bliver mørkt. Om jeg overhovedet kan falde i søvn igen, fortæller hun til Sjællandske Nyheder.

Natasja har siden episoden haft svært ved at falde i søvn, fordi hun er bange for, at manden igen møder op på adressen

Derfor har hun også set sig nødsaget til at udskifte samtlige låse i boligen.

Ikke første gang han slår til

Da hun efterfølgende fortalte om sin historie på Facebook, kunne flere kvinder nikke genkendende til Natasja Jensens oplevelse.

Hun har sidenhen været i kontakt med en større håndfuld unge kvinder, der alle har oplevet noget nær det samme.

25-årige Michella Maria Van Dijk har til samme medie fortalt, hvordan hun den 2. maj oplevede, at en mand stod på en stige og kiggede ind ad hendes vindue.

Flere har anmeldt episoderne og politiet mener også at kende til mandens identitet. En mand de ikke vurderer som ”farlig”, men som efter deres vurdering godt kan lide at se unge kvinder sove.

Tirsdag eftermiddag blev en mand også anholdt, men allerede dagen efter blev han løsladt. Det fortæller politiet til Sjællandske Nyheder.

Manden er ellers sigtet for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser – den første helt tilbage fra den 19. februar – og løsladelsen har også gjort Natasja Jensen mere bekymret.

Manden kender til hendes adresse, og derfor frygter hun, at han i fremtiden igen møder op.

- Det vil betyde alt, hvis han blev fængslet. For han ved jo ligesom, hvor jeg bor. Det er det, der skaber utryghed. Jeg føler mig også utryg ved at gå ud af min dør, fordi jeg ikke ved, hvem han er -men hvis han har fulgt efter mig hjem, så ved han jo i hvert fald godt, hvem jer er, siger Natasja Jensen til mediet.

Han er i forvejen kendt af politiet, men nægter sig skyldig i sagerne om blufærdighedskrænkelser.

I stedet er hans forklaring, at han har haft til hensigt at stjæle.

Sponsoreret indhold