Sigtet for drab på Mia Skadhauge Stevn: Får erstatning

I to måneder var han sigtet for på koldblodig vis at have dræbt og parteret den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt efter en bytur i Aalborg. Den tid får han nu erstatning for, skriver B.T.
Drabssagen fik landsdækkende opmærksomhed, og det trak overskrifter i hele landet, da to mænd i februar 2022 blev anholdt for drabet.
To, der dengang var kammerater. Men allerede i grundlovsforhøret blev den ene af de to mænd løsladt. Dommeren fandt ikke, at der var en begrundet mistanke om, at den i dag 39-årige mand havde begået drabet.
Den anden - Thomas Thomsen - blev varetægtsfængslet.
Han er siden i både by- og landsret blevet idømt forvaring. Det er indespærring på ubestemt tid for personer, der vurderes at være særligt farlige, og hvor en tidsbestemt straf ikke er tilstrækkelig.
Men selv om den 39-årige blev løsladt i grundlovsforhøret, blev sigtelsen mod ham opretholdt i to måneder, skriver B.T.
I den periode blev han ifølge mediet udsat for dødstrusler og trusler op mod 40 gange. Han blev syg og kunne ikke sove.
Det førte til, at han fik svært ved at passe sit arbejde, og kunder ville heller ikke betjenes af manden.
Derfor krævede den 39-årige mand erstatning i Retten i Aalborg, der tidligere i år afviste, at han skulle have erstatning.
Men den afgørelse er ifølge B.T. omgjort af Vestre Landsret.
Her bliver han tilkendt 36.642 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i en periode fra februar til april 2022. Drabssigtelsen havde for den 39-årige "været særligt belastende og krænkende", lød det ifølge B.T. fra de tre landsretsdommere.