Sikandar Siddique truet på livet: – Du skulle skydes
LÆS OGSÅ: Lever dagligt med dødstrusler
Den politiske leder af Frie Grønne, Sikandar Siddique, skal i næste uge i retten, efter han har modtaget en dødstrussel fra en mand via sin Facebook-profil.
“Hold kæft du skal ligge ned med en nier”, står der blandt andet i beskeden.
Det viser en aktindsigt i anklageskriftet, som SE og HØR har fået.
Beskeden, hvor personen vil have Sikandar Siddique skudt med en ni millimeter pistol, modtog politikeren sidste år i juli. Og personen er klar i sin trussel mod den politiske leder.
“Du skulle simpelthen sendes hjem, hvor dine forældre flygtede fra eller skydes”.
SE og HØR har talt med Frie Grønnes leder, som er chokeret over at have fået dødstruslen.
– Det er aldrig rart at få en dødstrussel og blive truet med, at man skal skydes. Det skaber utryghed for mig og min familie, fortæller Sikandar Siddique til SE og HØR.
Derfor valgte politikeren også at anmelde personen til politiet.
– Det gør jeg, fordi den her trussel er en direkte dødstrussel, hvor personen siger, at jeg skal skydes, og det er voldsomt.
– Det vil jeg ikke finde mig i. Det skal man sige fra overfor, siger han.
Personen er sigtet efter straffelovens paragraf 119, stk. 1, som handler om vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste. Det kan give op til otte års fængsel.
Sikandar Siddique skal møde i Retten i Hjørring den 23. august og vidne mod den tiltalte.
Til SE og HØR fortæller forsvarsadvokat Lisbeth Pahl, at hendes klient nægter sig skyldig.