Krimi12. september 2020

Sjælden albino-sæl født: Risikerer at blive udstødt af dens flok

En exceptionel sjælden albinosælunge er blevet spottet i Rusland. Eksperter frygter, at dens flok vil udstøde den, fordi den skiller sig så meget ud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/saelunge.jpg
 (Foto: Vladimir Burkanov)

En lille sælunge går en ekstra svær tid i møde i Okhotsk, Rusland.

Og det skyldes ikke kun det barske vejr og de mange fjender, som lurer i landskabet.

Den lille sæl er nemlig en albinosæl, hvilket betyder, at den er udstyret med røde øjne og helt lys pels og luffer.

Og lige netop det særprægede look kan betyde, at den lille sælunge får et svært liv.

Dyreeksperter fortæller således ifølge det britiske medie Daily Mail, at der er en reel risiko for, at den lille sælunge bliver udstødt af dens egen flok – simpelthen fordi den ikke ligner sine artsfæller.

Ifølge den russiske biolog Vladimir Burkanov virker det til, at sælen – som han har døbt Den Grimme Ælling – trives, selv om der er tegn på, at den bliver en smule udstødt af de andre.

- Den ser fed ud og virker meget aktiv, så dens mor har hvert fald givet den masser af mælk.

Der er dog små tegn på, at den bliver en smule udstødt.

- De andre sæler udviser ikke særlig megen interesse for den, hvilket er lidt bekymrende, så alt er ikke, som det bør være, siger biologen videre.

Biologen fortæller også, at der er en risiko for, at sælen har dårligt syn, og at den derfor får ekstra svært ved at klare sig i naturen.

Hvis det viser sig, at sælen bliver helt udstødt af sin flok, er biologen og hans team klar til at skride ind og flytte sælen til et stort akvarium, hvor den kan blive passet.

Sponsoreret indhold