Krimi4 timer siden

Skabte kæmpe kaos: Butikstyv satte ild til nisse og stjal en flaske sprut

En tørstig – og tilsyneladende nisseutilfreds – indbrudstyv satte søndag eftermiddag ild til en nisse, før han forsøgte at stjæle en flaske spiritus

Om det var et snedigt trick for at forsøge at slippe uset afsted med tyvekoster, vides ikke.

Men sikkert er det, at en 51-årig mand søndag eftermiddag satte ild til skægget på en nisse, før han forsøgte at stjæle en flaske sprut.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Episoden udspillede sig omkring klokken 17.30 i et supermarked på Anna Klindt Sørensens Gade i Aarhus C.

Her satte manden altså ild til skægget på en nisse, der befandt sig i butikken. Herefter gik manden hen til hylden med spiritus og puttede en flaske under jakken, før han forlod butikken.

En patrulje og brandvæsnet hastede til butikken, hvor ilden i nisseskægget hurtigt havde bredt sig og forårsaget høje flammer og stor røgudvikling.

Den 51-årige ildspåsætter og tørstige tyv nåede dog ikke langt. En politibetjent, der havde fri, havde tilfældigvis opholdt sig i butikken og fulgte efter manden.

Den 51-årige blev derfor anholdt kort efter. Han er nu sigtet for forsætlig brandstiftelse.

Sponsoreret indhold