Skoler i Aarhus udsætter skolestart
Første skoledag er både elsket og hadet blandt landets små børn, der skal tilbage eller starte på skolebænken efter en lang sommerferie.
Men i Aarhus kan de godt pakke skoletasken ud igen.
To skoler har set sig nødsaget til at uskyde skolestarten. Det 0. klasserne på Skjoldhøjskolen i Tilst samt både 0. klasserne og 1. klasserne på Sødalskolen i Brabrand.
Det skriver TV 2 Østjylland.
- Det er vigtigt at eleverne får mulighed for at starte op sammen. Det er vigtigt for både børn og forældre. Så derfor udsætter vi skolestarten, så alle kan være med, siger skoleleder Henrik Josva Schou, til TV 2 Østjylland.
Flere elever og en medarbejder fra skolerne er testet positive med coronavirus.
Udskydelsen af skolestarten sker, fordi flere af børnene har gået i SFO i ugen op til skolestart. Og nu frygtes det, at der kan være opstået smittekæder der.
På Skoldhøjskolen er skolestarten udskudt til på torsdag. Sødalskolen har ligeledes udskudt den længe ventede dag til torsdag.
Alle de børn, der skulle være startet mandag, er blevet bedt om at blive testet for coronavirus. Det drejer sig om 37 elever. De må først vende tilbage til skolen og skolestart, når de kan fremvise en negativ test.
Begge skoler oplyser til TV 2 Østjylland, at de har indført skærpede retningslinjer for håndhygiejne og afstand.
Elever fra de andre klasser må gerne vende tilbage mandag i skolerne.