Skræmmende video: Her bliver treårig skubbet ud på togskinnerne
Det chokerende øjeblik, hvor en treårig pige pludseligt bliver skubbet ned på togskinnerne, er blevet fanget på overvågning.
Kvinden, der bærer en rød hue i videoen, er angiveligt 32-årige Brianna Lace Workman fra Portland i USA.
Den lille pige, der bar en lyserød jakke, ventede sammen med sin mor på det næste tog. Her blev hun pludselig skubbet ned på togskinnerne med ansigtet først.
Inden, der nåede at ankomme et tog til perronen, blev den lille pige heldigvis trukket op fra skinnerne og tilbage på perronen.
Det skriver Daily Mail.
Den treårige kunne efter faldet fortælle, at hendes hoved gjorde ondt, og man kunne se et rødt mærke på hendes ansigt. Undersøgelser har efterfølgende vist, at hun har fået en hjernerystelse efter faldet.
Kvinden, der angiveligt står bag, er hjemløs og holder til i Portland.
Ifølge anklagerne gjorde barnet intet for at provokere angrebet.
Brianna Lace Workman er blevet sigtet for at skubbe pigen.