Krimi6 timer siden

Sniffede coke af kongelig sabel i underbukser: “Det er fuldstændig uacceptabelt”

I den nye TV 2-dokumentar "Livgarden på stoffer" står flere tidligere gardere frem og fortæller om en problematisk kultur, hvor alkohol, stoffer og skarpladte våben er blandet sammen
I en video, som TV 2 er kommet i besiddelse af, ses en garder sniffe kokain af en sabel.
I en video, som TV 2 er kommet i besiddelse af, ses en garder sniffe kokain af en sabel.
 Foto: TV 2

“Formér parade!”

Kommandoen er velkendt i den Kongelige Livgarde, der har til opgave at stå for sikkerheden for kongefamilien på Amalienborg. Det betyder nemlig, at garderne med deres velkendte bjørneskindshuer skal gå i formation.

Men i en video, som florerede i den Kongelige Livgarde, og som omtales i den nye TV2-dokumentar “Livgarden på stoffer”, får den militære ordre en helt anden betydning.

Her ser man angiveligt en garder, som kun er iført underbukser og bandoler give kommandoen, hvorefter han trækker sin sabel. En anden garder, som også er til stede i vagtstuen, drysser så det hvide pulver ud over sablen, som kort efter bliver sniffet i ét væk.

TV 2 er kommet i besiddelse af en anden video, hvor man ligeledes ser en garder ved den prestigefyldte Livgarde tage kokain af en sabel.

Her sniffer garderen kokain direkte af våbnet.
Her sniffer garderen kokain direkte af våbnet.
 Foto: TV 2

Ifølge oberst og chef for Den Kongelige Livgarde, Mads Rahbæk er det, der sker i videoen, “fuldstændigt uacceptabelt”.

“De har brudt adskillige regler for at komme til at kunne gøre det. Og det er forbandet, at vi ikke har kunne opdage det, siger Mads Rahbæk om, at der bliver taget stoffer på kasernen i København.

Militærsociolog Henning Sørensen mener, at det er foragteligt og en disrespekt over for Livgardens lange historie, som beskytter af Kongen, når gardere bruger sablen til at tage stoffer.

- Det er et våben, og det at kode de to ting sammen, synes jeg faktisk, er meget uheldigt., og det er meget sigende for, hvor ødelæggende den kultur er, lyder det fra militærforskeren i TV 2-dokumentaren.

"Livgarden på stoffer" viser mørk side i Den Kongelige Livgarde

TV 2 Echo, som står bag dokumentaren, har talt med flere tidligere gardere, hvor flere af dem udtaler sig anonymt. De fortæller om en stærkt problematisk “drengerøvskultur” i Livgarden, hvor stoffer og alkohol har taget overhånd.

“Vi tog kokain tre dage i ugen”, lyder det fra en af de tidligere gardere på kasernen.

De tidligere gardere beskriver en kultur, hvor man gik på druk lige så snart, man havde fri, og hvor flere mødte op på vagt ved Amalienborg, mens de var påvirkede. Nogle af garderne har endda taget stoffer, mens de passede på de kongelige med skarpladte våben.

“Nogle gange blev det for meget, men det var kun indtil næste gang, hvor man gjorde det igen, siger en anden tidligere garder i dokumentaren “Livgarden på stoffer”.

TV 2 har talt med 151 gardere, der har været på den kongelige kaserne i årene 2018 til 2024. Næsten to tredjedele af dem fortæller, at de kender til personer, som tog stoffer, mens de var i Den Kongelige Livgarde.

Men i en pressemeddelelse på Linkedin fra Den Kongelige Livgarde, som blev udsendt forud for TV 2 dokumentaren, afvises det billede, som TV 2 tegner af kulturen med alkohol og stoffer i Livgarden.

“Livgarden genkender ikke det billede, der bliver tegnet i dokumentaren”, lyder det i opslaget fra Den Kongelige Livgarde.

I dokumentaren beskyldes Den Kongelige Livgarde også for ikke at teste garderne for, om de er påvirkede af alkohol eller stoffer. De tidligere gardere fortæller, at de nemt kan slippe udenom at blive opdaget, hvis de går stille med dørene. Men det er Livgarden heller ikke enig i.

“I 2024 er ca. 3.500 personer blevet testet, og 13 sager er rejst – et tal, der vidner om, at kun en meget lille andel bryder vores regler. Én sag er én sag for meget,” skriver Den Kongelige Livgarde.

“Vi håndhæver en klar nultolerance over for påvirkning i arbejdstiden, særligt når det gælder bæring af skarpladte våben og betjening af tunge køretøjer”.

Kongehuset har ikke ønsket at kommentere på dokumentaren, oplyser TV 2.

Sponsoreret indhold