Sprængning i København: 22-årig mand anholdt
Københavns Politi har anholdt en 22-årig mand, som sigtes for at "forvolde en sprængning" på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter 5. oktober - altså for en uge siden.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Det var et cafélignende lokale på Frederiksborgvej 34, der blev ramt. Ingen personer kom til skade.
- Vi har haft en omfattende efterforskning for at finde frem til, hvem der stod bag sprængningen, som heldigvis ikke forårsagede personskade, men som naturligt nok har rystet beboerne i området.
- Det førte i går til anholdelsen af den 22-årige, som vi mistænker for sprængningen, siger leder af Afdeling for Organiseret Kriminalitet i Københavns Politi Knud Hvass i meddelelsen.
Den 22-årige er registreret medlem af en af to grupperinger, som er i konflikt med hinanden i hovedstadsområdet.
Det er dog for tidligt at sige, om sprængningen havde forbindelse til den igangværende konflikt, lyder det fra Knud Hvass.
Den 22-årige mand fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 09.45 ved Retten på Frederiksberg.
Anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene bliver lukket under grundlovsforhøret. Det skyldes et hensyn til den videre efterforskning.