Politiet har mandag aften gjort yderligere fund af eksplosive stoffer på en adresse i Korsør, hvor en mand tidligere på dagen mistede livet i en alvorlig eksplosion.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.
- I forbindelse med vores arbejde på stedet har politiet nu fundet yderligere eksplosive stoffer.
- På grund af mængden af stofferne vælger politiet nu for alles sikkerhed at udvide sikkerhedsafstanden til Broholmvej 144, skriver politiet.
Det skriver politiet
På grund af mængden og karakteren af stofferne vælger politiet nu for alles sikkerhed at udvide sikkerhedsafstanden til ejendommen på Broholmvej 144, og det betyder, at de borgere, som bor inden for en radius af 500 meter fra adressen, bliver evakueret.
Politiet får hjælp af hjemmeværnet til evakueringen, og politiet anmoder derfor borgerne om af egen kraft at søge til et opholdssted uden for sikkerhedszonen eller til det modtagecenter, der er etableret på Forlev Friskole, Stationsvej 47 i Vemmelev. De borgere, der ikke har mulighed for selv at sørge for transport, vil blive hjulpet videre af politiet.
Vicepolitiinspektør Anton Havegaard oplyser: - Vi har forståelse for, at det er utrygt at blive evakueret fra sin bolig, men vi appellerer til borgernes hjælp i den helt ekstraordinære situation, vi har på Frølunde Fed. Vi opfordrer til, at man retter sig efter politiets anvisninger, så evakueringen kan foregå så gnidningsløst og effektivt som muligt. Politiet vil til stadighed være synligt tilstede med patruljepersonale i det evakuerede område
Politiet skal sammen med sprængstof eksperter fra forsvaret have fjernet de farlige kemikalier og stoffer fra ejendommen, og det tager i sagens natur nogen tid. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende tidspunkt at give nogen tidshorisont.
Til Ritzau oplyser pressemedarbejder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Palle Hansen, at der er tale om forskellige kemikalier.
Der er endnu ikke et komplet overblik over, hvilke kemikalier der er tale om, ej heller den præcise mængde, siger han.
Politiets opslag på X melder ikke noget om, hvad sikkerhedsafstanden har været frem til mandag aften.
Det står heller ikke klart, hvad den nye sikkerhedsafstand bliver.
Det skyldes, at det endnu ikke ligger helt fast, siger Palle Hansen, som ikke oplyser en tidshorisont for, hvornår politiet vil melde noget nyt ud.
Det var en 52-årig mand, der tidligere mandag blev dræbt i eksplosionen.
Politiet meldte ved 16-tiden ud, at der formentlig har været tale om en ulykke.
- Efter de foreløbige undersøgelser, som politiet har gennemført på stedet, lader det til, at der ligger en ulykke bag eksplosionen.
- Vi fortsætter dog vores undersøgelser for at klarlægge, om der i øvrigt er foregået strafbare forhold, sagde vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i en pressemeddelelse.
Det billede er fortsat det samme mandag aften, siger pressemedarbejderen Palle Hansen.