Stig Rossen taget for at køre for stærkt igen: Nu forklarer han sig
![Stig Rossen er igen, igen kommet i problemer med færdselsloven. Nu er han taget for at køre for stærkt i Odense. Men der er en god grund, forsikrer han.](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-11/20240621-DM-Copenhell-2024-0136.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Den kendte sanger og skuespiller Stig Rossen er blevet taget i at køre for stærkt igen. Denne gang i Odense, hvor han har kørt 62 kilometer i timen inde i byen.
SE og HØR har tidligere kunne fortælle, at den kendte sanger og skuespiller senest blev dømt i maj 2024 for at have kørt for stærkt to gange. I retten forklarede Stig Rossen ved et af forholdene, at han kørte for stærkt, fordi han havde fået en ny Tesla.
Den nye sag er fra 2023, hvor Stig Rossen kørte for stærkt i Odense en januar-morgen.
- Det var en tidlig morgen, hvor jeg blev blitzet, siger Stig Rossen til SE og HØR.
Overfor SE og HØR har Stig Rossen understreget, at der var en god grund til, at han kørte for stærkt. Men ville ikke komme nærmere ind på, hvad årsagen var. Det var privat, lød det fra sanger og skuespilleren.
Men til Ekstra Bladet fortæller han nu nærmere om årsagen til, at han ikke holdt sig på den rigtige side af fartgrænsen den morgen for to år siden.
- Det er noget sygdom i familien, siger Stig Rossen nu til Ekstra Bladet, om hvorfor han kørte for stærkt.
Han har hele tiden fastholdt overfor SE og HØR, at han havde en god grund til at overtræde loven. Det var ifølge hans forklaring også ham selv, der havde bedt om retsmødet, fordi han var uenig i fartbøden og nægtede at betale den til en start.
- Jeg vil jo gerne have forklaret mig i retten, for jeg var jo uenig i bøden, siger Stig Rossen.
Retsmødet skal efter planen foregå tirsdag i næste uge ved Retten i Svendborg.
Men ifølge sangeren bliver det ikke til noget. Han er utilfreds med den lange ventetid på at få lov at forklare sig foran en dommer, og derfor har han efter nu betalt bøden, siger han.
- Jeg synes, det er grotesk, at det tager så lang tid at få 10 minutter i retten til at forklare sig. Det er jo en gammel sag, og jeg havde glemt alt om den. Jeg gider ikke tage i retten efter så lang tid, lyder det fra Stig Rossen.
I maj 2024 blev Stig Rossen dømt for ikke at kunne overholde færdselsloven sidst. Her mistede han sit kørekort i et halvt år, fik en bøde på 6.000 kroner og skulle op til ny teori- og køreprøve, før han igen måtte sætte sig bag rattet.
Det første forhold i sagen handlede om, at han havde kørt for stærkt i maj 2022. Her kørte han 66 km/t i en byzone, hvor man må køre 50 km/t. Dengang lød hans forklaring, at han skulle hente sin søn.
Det andet forhold i sagen var fra januar 2024. Her kørte Stig Rossen for stærkt på lige landevej. Hans forklaring herpå var i den mere kulørte afdeling:
- Jeg nævnte kun et ord i retten som forklaring..... Tesla, lød det knastørt fra Stig Rossen til SE og HØR umiddelbart efter dommen.
Stig Rossen fortalte dengang, at han var indehaver af en Tesla Model S, som kan accelerere meget hurtigt. De hurtigste modeller rammer 100 km/t på under fire sekunder, hvis man træder pedalen i bund.
Da SE og HØR spørger den kendte sanger, om han har et generelt problem med at overholde den danske færdselslov, afviser han pure.
- Jeg forklarede jo i retten sidst, at jeg på de to år havde kørt næsten 2.000 ture. Så det er jo meget få procent af de ture, hvor jeg har kørt for stærkt.
Ifølge Stig Rossen bruger sin bil som det primære transportmiddel, når han skal rundt i landet og optræde til diverse koncerter og arrangementer.
- Jeg kører rigtigt meget, og jeg kører jo rundt til alle jobs, lyder det fra den kendte sanger.
Stig Rossen oplyser, at han stadig kører i sin Tesla Model S, som han har anskaffet sig indenfor de senere år.