Krimi29. september 2023

Stine lavede en skulptur til familiens gravsted: Nu er den blevet stjålet

Med en vinkelsliber og en skræmmende mangel på samvittighed har en eller flere tyve stjålet fra familien Ring Hansens gravsted
Familien Ring Hansen har i mange år haft et familiegravsted ved Reerslev Kirke i Høje-Taastrup Kommune. I 1994 satte den en unik skulptur op på pladsen, men den er for nylig blevet stjålet.
Familien Ring Hansen har i mange år haft et familiegravsted ved Reerslev Kirke i Høje-Taastrup Kommune. I 1994 satte den en unik skulptur op på pladsen, men den er for nylig blevet stjålet.
 Foto: Privat

– Vi er alle rystede. Da jeg hørte det, blev jeg utrolig ked af det, men også vred. Faktisk rasende.

Sådan lyder reaktionen dagen derpå for Mads Ring Hansen, efter at hans familie er blevet udsat for en yderst ubehagelig forbrydelse.

Ved familiens gravsted på kirkegården ved Reerslev Kirke, har tyve i løbet af ugen stjålet en cirka en meter høj skulptur.

Den er lavet af Mads’ søster, Stine Ring Hansen, efter en bestilling fra deres forældre.

Ved graven ligger flere familiemedlemmer – blandt andre søskendeparrets storebror, som døde i 2007.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-09-29/design-uden-navn-60.png
Til venstre skulpturen og til højre synet, der for tiden møder folk, der besøger familiegravstedet. Med en vinkelsliber har en eller flere tyve skåret skulpturen af dens sten.
 Foto: Privat

Lavet med hjerteblod

Beskeden om den manglende skulptur modtog Mads Ring Hansen torsdag. Han meldte det hurtigt til politiet, men der er ikke nyt om skulpturen endnu.

Søster Stine er for tiden i Spanien. Hun fik nyheden fra sin bror.

– Det er jo ret personligt, for det er med hjerteblod, den er lavet. Det gør én lidt ked af det, når nogen ikke har respekt for noget, man har lavet, siger Stine Ring Hansen til SE og HØR.

Hun har lavet flere anerkendte værker – blandt andet busten af Lise Nørgaard, der blev udstillet på Frederiksborg Slot i 2017.

Alligevel rammer dette tyveri ekstra hårdt, da der er tale om et værk dedikeret til hendes egen familie.

– Generelt er det jo bare øv, at man ikke kan have noget stående uden risiko. Værket har betydet noget for vores familie. Det har givet noget til stedet, siger hun.

Skulpturen er er den eneste af slagsen, og er dermed helt unik. Den er er lavet i massiv bronze.

Skal der laves en ny, vurderer Stine Ring Hansen, at det vil koste omkring 80.000 kroner.

Det Nationalhistoriske Museum
Det er Stine Ring Hansen, der står bag Lise Nørgaards buste.
 Foto: Aller Media

Lavmålet af kriminalitet

Tilbage står familien Ring Hansen godt frustreret med ønsket om at få deres gravstedskunst retur.

- Jeg håber på at se den, men tvivler på det, siger Mads Ring Hansen, der fortsat undrer sig over, hvordan man kan finde på at stjæle fra en kirkegård.

– Det er lavmålet af kriminalitet. Det rører man bare ikke, siger han.

Skulpturen fra familiens gravsted er fra 1994. Har man informationer om tyveriet eller kendskab til skulpturens nuværende lokation, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.

Sponsoreret indhold