Største sag om indsmuling af kokain: Kræver 216 år fængsel
Sagen, som af politiet kaldes Operation Goldfinger, er den hidtil største i Danmark om indsmugling af kokain, og den kalder på en speciel reaktion.
Sådan lyder i hvert fald oplægget fra anklagerne i Østre Landsret på det 51. retsmøde om affæren. På ønskesedlen er både usædvanligt hårde sanktioner og lidt af et brud med en retspraksis.
I alt 13 mænd er sat under tiltale. Den påståede hovedmand, albanske 45-årige SK, af nogle kaldet den skaldede, boede i en snes år under falsk identitet i Danmark og opbyggede gennem lang tid en kriminel organisation bestående næsten udelukkende af familiemedlemmer, hævder anklagerne.
Fra 2012 og frem til anholdelsen i sommeren 2019, hvor politiet i øvrigt fandt fire millioner kroner på loftet i hjemmet på Oliefabriksvej på Amager, skal han have været involveret i indsmugling af i alt 2,7 ton kokain. Efterfølgende blev narkotikummet spredt i Danmark, Sverige og Norge, påstås det.
Den normale strafferamme i sager om narkotika er fængsel i 16 år. Imidlertid bør landsretten ifølge anklagemyndigheden sprænge rammen. Syv af de tiltalte skal have hårdere sanktioner.
Heraf kan fire mænd sagtens ramme lovens loft på 20 år, anbefaler specialanklager Annika Jensen i sin tale til landsrettens dommere og domsmænd.
- Det er et af de mest velorganiserede og strukturerede narkotikanetværk i Danmark, siger hun.
I alt når anklagerens samlede regning op på fængsel i 216 år.
Da Københavns Byret bedømte sagen i december 2021, blev der straffet med i alt 176 år og 10 måneder.
Desuden fandt byretten i første omgang "kun" hovedmanden skyldig i cirka 920 kilo kokain.
Sammen med anklagerkollega Lasse Biehl beretter Annika Jensen om smuglerbiler, der var indrettet med hemmelige rum, som var svært tilgængelige. I lejligheder og huse i København og omegn var der laboratorier, hvor kokainen blev blandet med fyldstof.
Og i Malmø sad en restauratør, der af anklagerne kaldes den svenske direktør, som tog sig af de ulovlige forretninger på den anden side af Sundet.
En buschauffør kørte jævnligt til Tetovo i Nordmakedonien med kontanter. I alt 30 millioner kroner blev det til, og anklagerne hævder, at det var overskuddet fra de illegale forretninger.
Resultatet var investeringer i ferierækkehuse, biler og en større kyllingefarm i Shkodra.
I foråret blev SK i hjemlandet dømt for hvidvask i forbindelse med disse investeringer. Han sad i Vestre Fængsel, da dommen på fængsel i ni år blev afsagt.
Nu skal landsretten tage stilling til, om disse ni år skal fratrækkes de måske næsten 20 år, som han kan risikere at blive idømt. Efter et kig i albansk lovgivning fraråder anklagerne dog at trække noget som helst fra.
Mens de ti albanske mænd under massiv politibevogtning køres tilbage til deres celler, er tre andre tiltalte, der har arabisk baggrund, på fri fod.
Byretten dømte trioen for i blandt andet to souvenirbutikker i det indre København at have vekslet godt 25 millioner kroner til euro for kokainnetværket. Det var ifølge byretten hæleri og kostede en straf på fængsel i fire år og seks måneder.
Men anklagerne mener, at de med deres tjenstvillighed - op til en million blev håndteret hver uge - faktisk medvirkede til narkohandlen. Kravet er fængsel mellem 12 og 14 år.
Specialanklager Annika Jensen erkender, at det vil være noget af et nybrud, hvis landsretten gør pengemændene medansvarlige for kokainen.
- Men når man veksler så mange penge uge efter uge og måned efter måned, så kan man ikke sige, at det rager ikke mig, hvor pengene stammer fra, siger hun.
I flere kommende retsmøder får forsvarerne ordet for at argumentere for frifindelse. Hvornår dommen afsiges, vides endnu ikke.