Krimi18. februar 2021

Stopur på badet: Handicappede bliver overvåget

Flere kommuner vælger at overvåge handicappede for at afgøre, hvor de har brug for hjælp i hjemmet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190928-233611-7_31mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix/Finn Byrum

Mette Maabjerg fra Aarhus kan nu se frem til, at to fremmede person skal overvåge hende i to døgn i hjemmet.

I 2013 faldt hun på en trappe, der på tragisk vis ændrede hendes liv radikalt. Mette Maabjerg blev lam fra brystet og ned. I dag sidder hun i kørestol og har brug for hjælp.

Det skriver DR.

Aarhus Kommune har hyret et eksternt firma til undersøge, hvor meget hjælp Mette Maarbjerg har brug for.

Kommunen har allerede oplyst, at det vil betyde overvågning i de to døgn, hvor de to privatansatte kommer på besøg. Tilbuddet er frivilligt, men hvis hun skal have hjælp, nødvendigt.

- Det kan godt være, at jeg er handicappet og beder om nogle ting, men hvorfor skal jeg have folk gående i mit hjem i to døgn?

- Jeg er fuldstændig panikslagen. Det er så frygteligt at tænke på, at der kommer to mennesker udefra og invaderer mig og mit hjem, siger Mette Maabjerg, som mener, at overvågningen er en ´fuldstændig barok situation´ til DR.

Blandt andet vil der blive taget tid med et stopur, når Mette Maabjerg skal i bad.

Aarhus Kommune er ikke den eneste kommune i landet, der på denne måde overvåger deres handicappede borgere for at finde den pleje, som de skal have.

I alt observerer 55 ud af landets 98 kommuner for afgøre, hvad deres borgere har behov for.

- Jeg kan udmærket forstå, at handicappede kan føle, at det er grænseoverskridende og ikke særligt trygt, at man skal udredes på den måde for at få ydelser fra kommunen.

- Men det er nødvendigt for at vi kan sikre, at borgeren får den nødvendige hjælp, og den hjælp, de har ret til, siger Tina Fendinge, der er myndighedschef for Rådgivning & Visitation i Aarhus Kommune til DR.

Sagen med Mette Maabjerg startede, da Aarhus Kommune i første omgang visiterede hende til primær hjemmehjælp og timer med en ledsager. Ankestyrelsen mener ikke, at kommunen har undersøgt sagen grundigt nok.

Det har fået forvaltningen til at lave den første observation i kommunens historie på to døgn.

Sponsoreret indhold