Stor eftersøgning: Falsk rugemor stukket af med søn
For omkring tre uger siden fik den falske rugemor en endnu hårdere straf i Østre Landsret.
Hun kan nu se frem til en ubetinget fængselsstraf på to år.
Men nu er den falske rugemor forsvundet med sin seksårige søn.
Det skriver TV 2.
Fyns Politi bekræfter, at kvinden er forsvundet. Hun skulle mandag have afleveret sønnen til mormoren, men hun dukkede aldrig op.
Kvinden er dømt for at have snydt tre barnløse par, der troede, at hun var deres rugemor. De betalte rejser og fertilitetsbehandlinger til flere hundrede tusinde kroner. Rugemoren er kendt skyldig både i byretten og senest landsretten for bedrageri.
Samlet betalte de 460.000 kroner til kvinden.
Ifølge TV 2 står kvinden til snart at skulle afsone sin fængselsstraf.
Sagen kort:
Kvinden lokkede parrene til at betale for kunstige befrugtninger og en rejse til Cypern.
Kvinden fortalte, at hun ikke blev gravid til et par. Et andet fik at vide, at hun mistede barnet.
Men i virkeligheden var hun blevet gravid med et af parrene. Den 38-årige rugemor endte med at føde tvillinger, da hun blev kunstigt befrugtet.
Den seksårige dreng bor hos en plejefamilie. Men han skulle ifølge tv-stationen om kort tid flytte hjem til sin biologiske far.
- Det er politiets vurdering, at barnet er sammen med den biologiske mor, oplyser Fyns Politi til TV 2.