Krimi9. december 2024

Stor mystik i retten: Lider DR-kendis af epilepsi?

"De dyre drenge"-deltageren fortalte i retten, at han lider af epilepsi, men anklagemyndigheden savner dokumentation fra lægerne
"De dyre drenge"-deltageren er tiltalt ved Retten i Herning.
"De dyre drenge"-deltageren er tiltalt ved Retten i Herning.
 Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: DR-kendis tiltalt: Bragede ind autoværnet med stoffer i blodet

Tidligere mandag tog en mand i 20'erne - som har medvirket i tv-serien "De dyre drenge" på DR - plads på anklagebænken i Retten i Herning, hvor SE og HØR også var til stede.

Den unge mand er tiltalt i en sag, som omhandler stoffer og overtrædelse af færdselsloven - politiet mener blandt andet, at DR-kendissen i en varebil bragede ind i autoværnet med stoffer i blodet.

"De dyre drenge"-deltageren tog mandag plads på anklagebænken ved Retten i Herning uden en beskikkede forsvarer.

- Jeg kan godt formidle det selv, sagde DR-kendissen fra vidneskranken i retssal D iført en grøn striktrøje og flotte gå-i-byen-sko.

Ifølge anklagemyndigheden havde "De dyre drenge"-deltageren stoffet ketamin i blodet i sommer, da han kørte galt i en varebil ved Silkeborgmotorvejen i Silkeborg og bragede direkte ind i autoværnet.

- Jeg er under udredning for epilepsi, lød det fra tiltalte som et forsvar for, hvad der skete i sommer.

Det kom også frem under retsmødet, at DR-kendissen har mistet sin far.

- Jeg var på vej til Aarhus, og jeg blev rigtig ked af det, da jeg kom til at tænke på min sidste samtale med min far, hvor vi var uvenner.

- Og det sidste, jeg husker, er, at jeg var i en ambulance. Jeg havde ikke taget ketamin den dag. Måske to dage før, forklarede manden fra "De dyre drenge".

Politi: DR-kendis var hvid omkring næsen

En politibetjent, som var ved Silkeborgmotorvejen i Silkeborg efter uheldet, var mandag indkaldt som vidne i sagen.

Ifølge betjenten var DR-kendissen ikke kontaktbar efter uheldet.

- Føreren (DR-kendissen, red.) var ikke kontaktbar, og vi kunne ikke komme ind i bilen.

- Han havde næseblod og var hvid omkring næsen. Vi måtte knuse en rude for at komme ind, og i skødet på føreren lå det, vi kalder en "blaster" og rester af hvidt pulver.

- Vi fik ham ud og overgav ham til ambulancepersonalet.

Tvivler på epilepsi

"De dyre drenge"-deltageren er også tiltalt for overtrædelse af jernbaneloven. En episode, som også stammer fra i sommer.

Ifølge anklagemyndigheden skulle han i et tog - påvirket af stoffer - have været højtråbende og uroskabende på Brande Station.

Derudover fandt politiet angiveligt 3,79 gram ketamin og 0,03 MDMA, da de mødte DR-kendissen på stationen.

- Jeg havde ketamin i min taske, men jeg forstår ikke, hvor MDMA'en kommer fra, lød det fra den unge mand i retten om episoden på Brande Station.

Anklageren forklarede i retten, at politiet testede en lille staniolkugle fra tiltalte, og der viste MDMA, hvilket DR-kendissen ikke forstod meget af.

De dyre drenge"-deltageren slog flere gange fast under dagens retsmøde, at han lider af epilepsi, hvilket anklagemyndigheden tvivler på.

- Lægerne har ikke udtalt sig om epilepsi, og man finder jo ketamin, så måske har han (DR-kendissen, red.) bare taget nogle ekstra stoffer, lød det fra anklageren under sine afsluttende bemærkninger.

Anklagemyndigheden går efter en bødestraf på 12.000 til "De dyre drenge"-deltageren, som allerede har fået sit kørekort taget af politiet.

Dommen ventes at falde senere i december. SE og HØR følger sagen.

Sponsoreret indhold