Krimi6. januar 2025 (opd. 6. januar 2025)

Stor mystik om 17-årig pige: Hvorfor endte hun der?

Fundet hårdt såret i morges i Roskilde - politiet frygter, at der er en ansvarlig for skaderne på fri fod
Politiet har sat omfattende tekniske undersøgelser i gang.
Politiet har sat omfattende tekniske undersøgelser i gang.
 Foto: Presse-fotos.dk

Politiet undersøger fortsat, hvad der er sket med en 17-årig pige, som mandag morgen blev fundet livsfarligt kvæstet på gaden i Roskilde.

Hypotesen er, at pigen blev påkørt af et køretøj, som forlod stedet.

Mandag eftermiddag oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at pigens ejendele er fundet omkring 500 meter fra det sted, hvor pigen blev fundet kvæstet.

Ejendelene er fundet på Stændertorvet, mens pigen blev fundet i Blågårdsstræde ud for Bondetinget.

- Politiets efterforskning har ført frem til, at flere af den unge kvindes genstande blev fundet på Stændertorvet. Derfor arbejder vi ud fra en formodning om, at hun er blevet påkørt af en flugtbilist på Stændertorvet.

- Hvordan hun så er havnet i Blågårdsstræde, kan vi endnu ikke sige noget om, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i en pressemeddelelse.

Teenagepigen er mandag sen eftermiddag fortsat i kritisk tilstand.

Det var forbipasserende, som mandag morgen fandt pigen livløs og slog alarm klokken 08.18.

Politiet og en ambulance kørte til stedet, og pigen blev efterfølgende bragt på hospitalet.

Politiet ved, at pigen mandag morgen var på vej til sin uddannelse.

- Vi ved, at kvinden var på vej til sin uddannelsesinstitution. Hun blev sat af ved VUC i Læderstræde i Roskilde cirka klokken 07.50.

- Så derfor vil vi gerne høre fra alle, der har set noget mistænkeligt i området omkring det tidspunkt, siger Lars Krogsgaard.

Politiet oplyser, at pigen har brun hud, brunt langt og krøllet hår.

Hun var iført: mørke bukser, mellemlang sort dynejakke, rød stribet trøje, røde strømper og mørke bamsestøvler.

Borgere, som har set den 17-årige pige gå i Blågårdsstræde eller i området, omkring tiden op til hun blev fundet, kan ringe til politiet på telefon 114.

Pigen er fra lokalområdet. Hendes pårørende er underrettet.

Politiet i Midt- og Vestsjælland arbejder "stadig intenst" med sagen.

Det oplyser vagtchefen i politikredsen sent på eftermiddagen mandag.

Politiet har desuden talt med en del vidner og er i gang med at indsamle overvågning.

/>

Sponsoreret indhold