Krimi4. februar 2025 (opd. 4. februar 2025)

Stukket ned i metroen: Hvem er han?

34-årig mand blev nytårsnat stukket flere gange med kniv ved metrostation i København. Nu efterlyses mistænkt
Sådan ser den efterlyste ud.
Sådan ser den efterlyste ud.
 Politifoto

Politiet efterlyser en mand, der er mistænkt for at stå bag et knivstikkeri ved metrostationen Trianglen i København nytårsnat.

Derfor offentliggør Københavns Politi nu tre billeder af den formodede gerningsmand på det sociale medie X.

Han beskrives som værende mørk i huden, mellem 20 og 28 år og spinkel af bygning. På billederne har han sideskilning og sort skæg.

En 34-årig mand blev ramt af flere knivstik ved metrostationen Trianglen, efter at han ifølge politiet havde haft en kort kontrovers med en anden mand.

Ofret blev efterfølgende bragt til hospitalet, men var dog uden for livsfare.

- Der er tale om en alvorlig sag, og vi beder nu om borgernes hjælp til at identificere og forhåbentligt finde den mand, som vi mistænker for at være gerningsmand, siger politikommissær Kenneth Jensen i meddelelsen.

- Er der borgere, der ved, hvem han er, eller måske har oplysninger om, hvor han befinder sig, så hører vi meget gerne om det.

Sponsoreret indhold