
Sydøstjyllands Politi udtaler sig om Farhad: Er han fundet?

LÆS OGSÅ: Politiet i modangreb i Farhad-sagen: 'DR er de skyldige'
Er Farhad virkelig blevet fundet?
Det spørgsmål stiller rigtig mange sig selv - inklusiv politiet.
Den seneste uge har der flere gange været ny udvikling i sagen om nu 17-årige Farhad, der har været væk siden 9. april sidste år.
Torsdag lød det fra Farhads familie, at de nu har været i kontakt med ham. Ifølge dem befandt han sig i går i Serbien sammen med en gruppe migranter, og ville nu tage mod Tyskland.
SE og HØR har i den forbindelse arbejdet på at få en verifecering af oplysningerne fra myndighederne, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre - før nu.
Sydøstjyllands Politi har i forbindelse med de nye oplysninger i sagen udsendt en pressemeddelelse. Her fremgår det, at de hverken kan be- eller afkræfte den seneste tids udvikling.
- Indledningsvist vil jeg gerne sige, at hvis Farhad er genfundet er det naturligvis meget glædeligt.
- Vi har siden familien offentliggjorde de nye oplysninger i eftersøgningen af Farhad arbejdet på at få verificeret disse og med henblik på at kunne vurdere, hvad de eventuelt giver anledning til i forhold til den videre eftersøgning. Det arbejder vi fortsat på, udtaler chefpolitiinspektør Brian Fussing fra Sydøstjyllands Politi.
De skriver desuden, at de ikke har øvrige oplysninger i sagen end dem, som de allerede har offentliggjort.

- Sydøstjyllands Politis interesse i sagen er nu at opnå sikre oplysninger, der kan føre til afslutning af den eftersøgningssag, der har været under behandling, siden vi modtog en skriftlig anmeldelse om, at Farhad var forsvundet tilbage i begyndelsen af 2022, slutter chefpolitiinspektør Brian Fussing.
Formand for Sydøstjyllands Politiforening udtalte torsdag også skarp kritik mod DR, som han mener har været med til at skabe en hetzejagt mod politiet og navngivne betjente.

Mysteriet om Farhad
Sagen om forsvundne Farhad tog for alvor fart 8. oktober, hvor DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet" fik premiere.
I udsendelsen sættes Sydøstjyllands Politis behandling af den syriske familie Ibrahim, som bor i Vejle, under lup. Familien har i flere år følt sig forfulgt af en gruppe betjente fra politikredsen.
Det kulminerede 9. april sidste år, hvor 16-årige Farhad endte med at blive væk efter at være blevet jagtet af politiet - siden er drengen angiveligt ikke blevet set.
Efter dokumentaren meldte politiet så ud, at de havde fået oplysninger om, at Farhad muligvis havde søgt asyl i en unavngiven tysk by, hvor han i samme ombæring havde fået taget et billede, der herefter blev rundsendt i de danske medier.
Moren bekræftede senere, at det godt kunne ligne hendes forsvundne dreng.
For tre dage siden lød det så, at Farhad muligvis opholdt sig i Grækenland, hvor hans familie fløj til for at finde ham - dog uden held.
Torsdag meldte Farhads onkel ud, at de havde været i kontakt med den forsvundne dreng, som ifølge familiemedlemmet havde fortalt, at han opholdt sig i Serbien med en gruppe migranter.
Foreløbigt er intet dog bekræftet fra officiel hold, men meget tyder på, at familien endelig ser ud til at kunne få Farhad hjem igen.
SE og HØR følger sagen