Teitur for retten igen: Risikerer ny fængselsdom
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til Patrick@seoghoer.dk
Hvis du vil følge med i dagens retssag, så tryk på linket til SE og HØR's liveblog her
Den tidligere Paradise-vinder Teitur Skoubo har siden sin løsladelse fra fængslet set ud til at nyde livet.
Den seneste tid har han blandt andet brugt i Marbella sammen med sin kæreste Teresa Ovenberg.
Men onsdag banker alvoren igen på døren, når Teitur skal tage plads på anklagebænken ved Københavns Byret.
Realitystjernen er tiltalt for vold, da politiet mener, at han 6. september 2019 hamrede et glas i hovedet på et ukendt offer under en bytur.
Overfaldet skal have fundet sted på det fashionable Diskotek Hive på Skindergade i København omkring klokken 02.10, fremgår det af anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt i.
Teiturs forsvarsadvokat, Henrik Dupont Jørgensen, forklarer til SE og HØR, at hans klient nægter sig skyldig i den alvorlige anklage.
- Vi vil nedlægge påstand om frifindelse, lyder det fra forsvareren, der samtidig fortæller, at han forventer, at Teitur vil dukke op i retten onsdag.
Tidligere dømt for vold to gange
I slutningen af oktober blev Teitur pure frikendt for en meget omtalt voldtægt, der skulle have fundet sted i september måned sidste år.
Ved samme lejlighed blev han dog idømt tre måneders ubetinget fængsel for vold, da det blev fundet bevist - ud over enhver rimelig tvivl - at han havde givet det kvindelige offer to til tre knytnæveslag under et samleje.
Det kom ligeledes frem, til stor overraskelse for mange, at Teitur blev dømt for vold i 2014.
Her kunne anklageren fortælle, at realitystjernen var blevet dømt for at have sparket en forurettet mand under en voldelig konfrontation på Færøerne i 2013.
Risikerer fængselsstraf
Teitur Skoubo er tiltalt for den almindelige voldsparagraf 244, der omhandler "simpel" vold.
Strafferammen er op til tre års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig, men så galt kommer det formentlig ikke til at gå for den tidligere Paradiso.
Normalt vil en sag som denne kunne udløse mellem 30 og 60 dages fængsel og et krav om at udføre samfundstjeneste.
Men da Teitur er tidligere dømt for vold hele to gange, kan hammeren ende med at falde noget tungere.
Sagen behandles ved Københavns Byret onsdag, og er berammet til at vare to timer.
SE og HØR vil være til stede i retten, hvor vi liveblogger fra retsmødet.
Hvis du vil følge med i dagens retssag, så tryk på linket til SE og HØR's liveblog her