Krimi21. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Tidligere præst dømt: Misbrugte sin stilling til at forføre pige

Præsten har nægtet sig skyldig
En tidligere præst er blevet dømt ved Retten i Sønderborg.
En tidligere præst er blevet dømt ved Retten i Sønderborg.
 Foto: Jesper Sunesen

En 57-årig nu forhenværende præst i Sønderborg Kommune, som blandt andet var tiltalt for at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en mindreårig pige, er blevet idømt fængsel i seks måneder.

Det har Retten i Sønderborg afgjort onsdag, skriver det regionale medie jv.dk.

Manden blev ifølge mediet frifundet for voldtægt, men fundet skyldig i at have misbrugt sin stilling til at forføre pigen og krænket hendes blufærdighed.

Præsten har nægtet sig skyldig, men erkendte de faktiske omstændigheder ved, at han havde haft samleje med pigen.

Mandens forklaring var, at det skete efter gensidig aftale, skriver mediet.

Ifølge sagens anklageskrift er forholdene begået fra midten af november 2021 til starten af januar 2022.

Den forurettede var ikke myndig på tidspunkterne for forholdene.

Flere af dem skulle være begået i den præstebolig, som manden dengang boede i.

Præsten har forklaret i retten, at han lærte den forurettede at kende gennem kirken. Hun er ikke fra lokalområdet, men har været i præsteboligen, lød det.

- Det første seksuelle, der skete, var, at jeg var faldet i søvn sammen med hende. Jeg lå med min hånd ved hendes bryst. Jeg tog den væk, som var det en brændende kogeplade og sagde undskyld mange gange, forklarede han ifølge jv.dk.

Herefter tilføjede han, at han engang har talt med sine venner om "de der ældre mænd, der gik efter unge piger".

Manden erklærede sig fra vidneskranken enig i sine venners synspunkt om, at det "var klamt".

- Så her sidder en klam stodder, sagde han.

Den forurettedes forklaring blev holdt for lukkede døre. Derfor har offentligheden ikke kendskab til, hvad hun har forklaret.

Fire af månederne i dommen fra byretten er betinget, mens de resterende to er ubetinget og skal afsones.

Den 57-årige vil ifølge mediet overveje, om han vil anke dommen til landsretten.

Sponsoreret indhold