Tiger Woods indlagt efter trafikuheld
Den største golfstjerne i verden, Tiger Woods, er blevet indlagt, efter han har været i en trafikulykke.
Det skriver politiet i Los Angeles, USA.
"Bilen kørte nordpå mod Hawthorne Boulevard ved Blackhouse Road, da den kørte galt. Bilen har fået voldsomme skader," skriver politiet på Twitter, hvor de også oplyser, at Tiger Woods måtte skæres fri ved hjælp af et aggregat kaldet "jaws of life".
45-årige Woods er blevet indlagt på hospitalet, hvor han vil være i behandling. Der er ikke yderligere oplysninger om hans tilstand.
Bilen rullede rundt om sig selv i forbindelse med uheldet.
Sket før
Det er ikke første gang, at golfstjernen er kørt galt.
27. november 2009 kørte Tiger Woods galt klokken 02.30 om morgenen på vej ud af sin egen indkørsel i Orlando, Florida, USA.
Han kørte igennem nogle bukse og endte med at smadre sin SUV ind i en brandhane. Woods daværende kone Elin Nordegren hørte braget og løb ud på vejen, hvor hun med en golfkølle smadrede bilens rude og fik trukket Tiger ud.
Det blev starten på en årrække med nederlag for Tiger Woods, som det så ud til, at han endelig var kommet sig over.
Woods har desuden en dom fra 2017 for at køre bil, imens han var påvirket af flere receptpligtige piller samt marijuana.
De seneste år har det dog lignet, at der er kommet styr på privatlivet og golfkarrieren igen.