TikTok-manden kendt skyldig i stribevis af overgreb og krænkelser
Det står klart, at TikTok-manden har udsat en række ofre for et sandt regime af overgreb og krænkelser.
Den 31-årige mand er netop i Københavns Byret blevet kendt skyldig i langt hovedparten af anklageren i sagen der handler om voldtægter og krænkelser.
Dommeren læste op fra skyldskendelse, hvor de havde lagt vægt på ofrenes troværdige forklaringerne og fremstod i retten tydeligt påvirkede.
Sagen mod TikTok-manden tog sin begyndelse i maj 2021, da en advokat kom med en anmeldelse på vegne af en stor gruppe af kvinder.
Forinden havde en kvinde oprettet en Facebook-gruppe, som skulle samle mandens mange ofre.
Ifølge den 31-årige mands forsvarer havde der aldrig været en sag, hvis ikke det var for gruppen. Hun pladerede for, at hendes klient, der nægtede sig skyldig i samtlige anklager, skulle frifindes.
Selv har tiltalte forklaret i retten, at det var kvindernes mission at fange ham og ødelægge hans liv. Tiltalte har endvidere om nogle af de forurettede forklaret, at de måske har anmeldt ham, fordi de var fortørnede og sure over den måde, han gik fra dem på. Det er knuste pigehjerter, der er grund til hetzen, har han forklaret i retten.
Et enigt nævningeting udtalte, at de forurettedes forklaringer havde en del fællestræk. Flere har forklaret, at de fik kontakt til tiltalte på de sociale medier, at tiltalte fortalte, han var model eller havde deltaget i tv-programmet "Mig og min mor", og at han tilbød dem hjælp til at blive model.
Konkret finder retten TikTok-manden skyldig i fem tilfælde af voldtægt, to voldtægter over for en mindreårig og et voldtægtsforsøg.
Desuden er han skyldig i en særlig grov voldtægt samt et groft overgreb mod en mindreårig.
I to tilfælde er han skyldig i at have samleje med en mindreårig. Dertil er han skyldig i en række krænkelser samt vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og trusler.
Han er beskyttet af et navneforbud, men ifølge retten er det tilladt at beskrive ham som TikTok-manden.
Der forventes dom i sagen 2. juni.
Skyldkendelsens resultat
Et enigt nævningeting fandt tiltalte skyldig i følgende omfang:
- 5 tilfælde af voldtægt,
- 2 tilfælde af voldtægt over for en mindreårig,
- 1 tilfælde af forsøg på voldtægt,
- 1 tilfælde af voldtægt under særligt skærpende omstændigheder samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje under særligt skærpende omstændigheder over for en mindreårig,
- 3 tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje,
- 2 tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og forsøg herpå over for en mindreårig,
- 2 tilfælde af samleje med en mindreårig,
- 7 tilfælde af blufærdighedskrænkelse,
- 2 tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for en mindreårig, samt
- forhold vedrørende vold og forsøg herpå, kvalificeret vold, langvarig frihedsberøvelse, ulovlig tvang og forsøg herpå, trusler, videregivelse af meddelelse vedrørende en andens private forhold samt optagelse af en video under et retsmøde uden rettens tilladelse.