Tiltalt for drabet på Emilie Meng: Anklageskriftet mod 32-årig frigivet
Hele anklageskriftet mod den 32-årige mand fra Korsør er netop blevet frigivet, og det er særdeles grufuld læsning.
Allerede i sidste uge kunne Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fortælle, at den 32-årige mand er tiltalt i tre sager. Han er tiltalt i sagen om den 13-årige pige fra Kirkerup, sagen om efterskoleeleven i Sorø og sagen om Emilie Meng.
Af anklageskriftet, der er 10 sider langt, fremgår det, at han er tiltalt for at have udsat den 17-årige Emilie Meng for længerevarende frihedsberøvelse, voldtægt og drab.
Emilie Meng forsvandt fra Korsør søndag morgen den 10. juli 2016 efter en bytur. Hun blev fundet juleaftensdag samme år i en sø i Regnemarks Bakke ved Borup - 60 kilometer fra Korsør.
Af anklageskriftet fremgår det, at Emilie Meng blev dræbt ved kvælning ved, at hun fik sat pakketape rundt om mund og næse.
Ligeledes er han også tiltalt for at have frihedsberøvet den 13-årige pige i Kirkerup, før han udsatte hende for voldtægt.
Anklageskriftet indeholder også nye detaljer om sagen om den 13-årige pige. Her fremgår det, at den 32-årige fortsætligt påkørte den unge pige på cykel, mens hun var i gang med at dele aviser ud. Det medførte, at den 13-årige væltede på cyklen.
Han er også tiltalt for gentagne gange at have voldtaget den 13-årige pige.
Sagen begyndte for alvor at rulle, da den 13-årige pige forsvandt på vej hjem fra sin avisrute i april sidste år. 27 timer senere blev hun fundet i et hus i Korsør-området sammen med den 32-årige mand.
Han blev varetægtsfængslet i forbindelse med den sag, men kort efter sigtede politiet ham ligeledes for drabet på Emilie Meng og for kidnapningsforsøg af den 15-årige efterskoleelev i Sorø.
Den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse. Han er beskyttet af et navneforbud, hvilket betyder, at hans identitet ikke må deles.
Han har indtil videre delvist erkendt anklagerne mod sig i sagen om den 13-årige pige, mens han har nægtet sig skyldig i anklagerne om drabet på Emilie Meng og overfaldet på den 15-årige i Sorø.
Sagen, der forløber over 18 retsdage, tager sin begyndelse i retten i Næstved til maj.
Opdateres...