Tiltalt for hvidvask: Lokalpolitiker Dragan Popovic søger orlov
Lokalpolitikeren Dragan Popovic (V), der er tiltalt for hvidvask af næsten 12 millioner kroner, har søgt orlov fra byrådet i Hillerød Kommune på ubestemt tid.
Det oplyser Annette Rieva (V), der er viceborgmester i kommunen, i et opslag på Facebook, skriver TV 2 Kosmopol.
- Dragan nægter sig skyldig, og han skal naturligvis have en retfærdig proces, hvor beviserne må afgøre, om han skal straffes eller frifindes, skriver Annette Rieva.
- Der er dog ingen tvivl om, at en sag som den rejste vil kaste lange skygger over byrådsarbejdet, så længe den står på, tilføjer hun.
Popovic er tiltalt for hvidvask "af særlig grov beskaffenhed" sammen med et nært familiemedlem.
Det fremgår af sagens anklageskrift.
De to fik ifølge tiltalen et udbytte på to procent af hvidvaskede beløb, som svarer til næsten 250.000 kroner.
Sagen har forbindelse til en sag mod to serbiske brødre, der er tiltalt for at stå bag et kriminelt netværk og for at have indsmuglet mindst 769 kilo kokain.
Det er nogle af pengene fra det kriminelle netværk, som lokalpolitikeren er tiltalt for at have været med til at hvidvaske.
Ifølge politiet er pengene i perioden fra juli 2019 til februar 2022 blevet kørt ud af landet i busser fra busselskabet, Top Tourist ApS, som Popovic ejer.