Tiltalt i grov sag: Offer stjal 100.000 og skulle straffes
- Hvis du bliver ved med at lyve, så skal du sætte dig på flasken.
Så kontant lød beskeden fra et velkendt bandemedlem, da han 7. august 2020 kørte rundt med en 27-årig mand, der ifølge bandemedlemmet havde stjålet 100.000 kroner fra en fælleskonto.
Det forklarede den hovedtiltalte i Københavns Byret torsdag, da han blev spurgt ind til forløbet af sin forsvarer.
Se og HØRs research viser, at han igennem mange år har været en del af det kriminelle indvandrermiljø, og at han på tidspunktet for overfaldet var en del af den nu forbudte gruppering Loyal To Familia.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Sagens ene tiltalte har tidligere været medlem af den nu forbudte bandegruppering Loyal To Familia. Foto: Scanpix Danmark Stf/Ritzau Scanpix
SAGEN KORT:
7. august 2020 mener politiet, at en 27-årig mand blev bortført og udsat for særdeles grov vold og mishandling af tre yngre bandemedlemmer fra Københavnsområdet.
Politiet mener, at de tre gerningsmænd kørte det 27-årige offer til Søndermarksskolen på Frederiksberg, hvor han blev udsat for grov vold ved knytnæveslag i ansigtet og spark på kroppen.
Ifølge anklageskriftet, som SE og HØR er i besiddelse af, fik offeret også frastjålet 20.000 kroner af gerningsmændene.
Offeret blev derudover tvunget til at sætte sig på en glasflaske uden bukser og underbukser på, hvorved flaskehalsen blev indført i mandens endetarm.
ERKENDER SKYLD
Ved retsmødets start erkendte den ene tiltalte 28-årige mand, som er et velkendt ansigt i det københavnske bandemiljø, at han 7. august sidste år udøvede vold mod sagens offer.
Derudover indrømmede han, at han havde fået offeret til at tage bukser og underbukser af, og herefter beordrede ham til at sætte sig på en glasflaske.
- Det var ikke sådan, at vi satte os på knæ for at se, om den (flasken red.) var kommet op i ham. Det var mere ydmygelsen i det. Han skulle lade vær med at stjæle og lyve, lød det roligt fra bandemedlemmet, som også forklarede, at han samtidig tog billeder af ydmygelsen.
Han benægtede dog alle anklager om kidnapning og røveri – ifølge den hovedtiltalte fulgte offeret frivilligt med, lød forklaringen.
Han nægtede herudover også, at han havde tvunget offeret ned i bilen under trusler om tæsk, og ved at true med en pistol.
De to øvrige tiltalte nægter alle anklager, og havde derfor heller ikke lyst til at udtale sig i retten torsdag.
HYREDE BANDEMEDLEM
Da to af sagens tiltalte ikke ville udtale sig i retten torsdag, hørte vi kun fra den hovedtiltalte 28-årige mand.
Det erfarne bandemedlem nægtede flere gange at svare på spørgsmål, der omhandlede andre end ham selv.
Han forklarede dog, at han i juli 2020 blev kontaktet af sagens offer, der ville mødes med den hovedtiltalte i Folkets Park på Nørrebro.
- Han ville have hjælp, fordi han skyldte en masse penge i miljøet til forskellige mennesker, forklarede hovedtiltalte fra vidneskranken.
Er det bandemiljøet, lød det fra anklageren?
- Nej, det kriminelle miljø, svarede den hovedtiltalte med ro i stemmen.
Bandemedlemmet forklarede herefter, at de efter samtalen i Folkets Park tog offeret under deres vinger, og forsøgte at redde trådene ud med de mange mennesker, som han skyldte penge.
Helt konkret forklarede han som eksempel, at en ”MC-klub” på et tidspunkt havde bedraget sagens offer for 100.000 kroner.
- Jeg arrangerer et møde med de mennesker, der har stjålet hans penge, og det ender med, at han (sagens offer red.) får dem igen. Det betaler han 20.000 kroner til mig for, forklarede det hovedtiltalte bandemedlem.
STJAL 100.000 kroner fra gruppering
Ifølge hovedtiltaltes forklaring torsdag, var sagens offer og tiltalte på god fod, da han 7. august 2020 hentede offeret ved Hotel Crown Plaza på Amager.
Det ændrede sig drastisk under køreturen fra hotellet 7. august.
Her opdagede hovedtiltalte, at sagens offer havde stjålet 100.000 kroner fra en fælleskonto, der tilhørte hovedtiltaltes ”slæng”, og brugt dem på et bordel.
- Den eneste, der har adgang til den konto, er ham. Jeg tager mig af kontanterne, for jeg har ikke forstand på det andet, sagde hovedtiltalte fra vidneskranken.
Ifølge bandemedlemmet var det først her, at turen tog den voldsomme drejning, og han besluttede sig for at køre sagens offer til Søndermarksskolens boldbaner.
- Der giver jeg ham et par på hovedet. Jeg ved ikke, om jeg slår ham med knytnæve fire eller fem gange, men han får nogle tæsk, lød det koldblodigt fra vidneskranken.
Efter det tørre lag tæsk kørte de fra stedet, men ifølge hovedtiltalte blev offeret ved med at lyve om, hvad han havde gjort med pengene.
- Han gav alle mulige skylden. Så var det araberne, så var det iranerne. Og hvis han stjæler fra os i dag, er der nogle andre, der stjæler fra os i morgen, lød rationalet fra bandemedlemmet.
Den hovedtiltalte forklarede dog, at offeret efter røvfulden blev kørt hen, hvor han ville.
- Det er jo ikke, fordi vi er blevet dødsfjender efter det her. Vi fortsætter med at se hinanden efter episoden, og jeg ser ham vel to dage efter, lød det fra vidneskranken torsdag.
Sagen fortsætter i morgen fredag, hvor sagens offer er sat til at vidne.
SE og HØR følger sagen.