Tiltalt: Stod midt på motorvejen

En 19-årig mand fra Vestsjælland er tiltalt for at medvirke til at have afviklet flere ulovlige gaderæs på Frederikssundmotorvejen tilbage i februar.
Her havde den unge mand ifølge politiet ikke meget respekt for færdselsloven.
Han er tiltalt for at stå midt ude på motorvejen mellem kørebanerne og vinke bilerne frem to og to ad gangen og gav dem håndtegn til start, hvorefter bilerne kørte om kap mod hinanden i høj hastighed ud ad motorvejen.
Det foregik 12. februar i år mellem klokken 22.40 og 22.50.
Anklagemyndigheden lægger op til en frihedsstraf, fordi medvirken til kap- og væddeløbskørsel på offentlig vej er omfattet af skærpelserne for vanvidskørsel.
Bliver den unge mand kendt skyldig risikerer han derfor 20 dages ubetinget fængsel.
Han er derudover tiltalt for at give anvisninger for trafikken uden bemyndigelse.
På aftenen 12. februar modtog politiet adskillige anmeldelser fra bilister om, at Frederikssundmotorvej var blokeret, og at der blev kørt gaderæs.
Da politiet ankom til stedet, stak alle af, men en betjent nåede at pågribe den nu tiltalte unge mand.
Sagen skal for Retten i Hillerød sidst i april.