Tinder-fiasko: Date stjal smykker for 125.000
Hvad der skulle have været en romatisk date, udviklede sig til et sandt mareridt for en 57-årig kvinde.
Kvinden havde mødt en mand på datingappen Tinder, som hun søndag valgte at invitere ind i sit hjem i Svendborg på Fyn.
Det skriver fyens.dk.
Midt under daten blev kvindens 38-årige Tinder-match nødt til at afbryde daten, fordi han skulle hjem og tage allergipiller.
Kort efter opdagede kvinden, at hendes date ikke havde forladt hjemmet tomhændet. Der manglede flere ting ude på hendes badeværelse - blandt andet en del smykker.
Daten havde blandt andet stjålet et rolex-ur og flere guldringe med ædelsten.
I alt beløber tyvekosterne sig til omkring 125.000 kroner.
Manden beskrives som sydeuropæisk af udseende, omkring 38 år, 178 centimeter høj og fedladen.