Tobias Friberg frifundet for sprit- og narkokørsel: Idømt 20 dages betinget fængsel
LÆS OGSÅ: Tobias Friberg fængslet for vold og trusler med pistol: Fik fem dage på fri fod
Så fik Tobias Friberg lidt oprejsning i retten.
For selv om den tidligere realitystjerne onsdag blev idømt 20 dages betinget fængsel, så endte han med at blive frifundet for at have kørt påvirket af spriritus og narkotika.
De 20 dages fængsel er betinget af, at den to meter høje tv-kendis ikke må begå noget strafbart det næste år, ligesom han i samme periode skal være under tilsyn hos Kriminalforsorgen.
Det har Retten i Næstved oplyst til SE og HØR.
Tobias Friberg havde for retten forklaret, at han havde indtaget alkohol og stoffer EFTER ulykken, som fandt sted på Tuelsø Rasteplads ved Sorø 5. september 2021.
Påkørte vejskilt
Hele miseren startede helt tilbage i september 2021, hvor den tidligere "paradiso" kom kørende på Tuelsø rasteplads ved Sorø.
Her endte den lille Citroën C1, hvor Friberg sad bag rattet, med at påkøre et vejskilt.
Tobias Friberg har i forbindelse med sagen erkendt over for politiet, at han kørte bilen, selv om han havde fået frakendt førerretten.
Politiet mente, at den store mand derudover havde indtaget alkohol og det bevidsthedsudvidende stof Alprazolam forud for kørslen, hvilket han hele tiden har nægtet.
SE og HØR var til stede ved sidste retsmøde - det tredje i den forholdsvis "lille" sag - hvor flere vidner blev fremført.
Friberg har ved et tidligere retsmøde forklaret, at han ikke havde drukket alkohol eller taget stoffer FORUD for kørslen. Han forklarede i stedet, at han havde indtaget de forbudte substanser efter uheldet på rastepladsen.
Et kvindeligt vidne, som hørte braget efter tv-kendissens uheld på rastepladsen, var henne ved bilen kort efter, hvor hun så Tobias Friberg komme ud af bilen.
Hun forklarede for retten, at hun ikke så den nu dømte narkobilist indtage hverken alkohol eller stoffer efter uheldet.
Det samme forklarede den ene af de politimænd, som havde været med til at anholde Friberg tæt ved rastepladsen tilbage i september 2021.
Men retten har ikke fundet det bevist ud over enhver rimelig tvivl, at Friberg indtog spiritus og stoffer forud for episoden på Tuelsø Rasteplads, hvorfor han er blevet frikendt for de to forhold.
Tilfreds forsvarer
Ved den afsluttende procedure under retsmødet 24. september slog anklagemyndigheden fast, at de ville have idømt Tobias Friberg en ubetinget fængselsstraf på 50 dage - særligt med tanke på hans tidligere domme.
Hans forsvarer, Linnea Bluitgen, mente derimod at hendes klient skulle frikendes, fordi anklagemyndigheden ikke havde løftet bevisbyrden - her endte retten altså med at give forsvaret medhold.
Den endelige dom endte altså med at havne et sted midt imellem med 20 dages betinget fængsel, som den tidligere realitystjerne dog kan slippe for at afsone, hvis han kan holde sig på dydens smalle sti det næste år.
Forsvaret er da også meget tilfredse med udfaldet af dommen.
- Som det fremgår af dommen, så blev min klient pure frifundet i de to forhold, som han nægtede sig skyldig i.
- Så en anke fra min klient side vil ikke give mening, da han jo fik fuldt medhold, oplyser Linnea Bluitgen, som har repræsenteret Tobias Friberg i sagen.
Sidder varetægtsfængslet
September og oktober har formentlig ikke været lutter glade dage for den tidligere realitystjerne.
Han blev løsladt i starten af september måned efter at have afsonet tre måneder bag tremmer for vold mod en ekskæreste.
Onsdag i denne uge - hvor han også blev dømt og frifundet i sagen fra Sorø - valgte en dommer at forlænge varetægtsfængslingen af Tobias Friberg.