Krimi19. september 2024 (opd. 19. september 2024)

Tragisk ulykke i Grindsted: 14-årig dreng mister livet

En 14-årig dreng har mistet livet efter at være blevet påkørt i den jyske by Grindsted

En 14-årig dreng, som onsdag aften blev påkørt af en bil i Grindsted, er død.

Det skriver JydskeVestkysten torsdag formiddag.

Bilisten er en 75-årig mand fra Grindsted. Han meldte sig selv til politiet efter midnat, fortæller politikredsen torsdag formiddag.

Ulykken skete på Nollundvej kort efter klokken 20. To 14-årige drenge gik på vejen, og den ene blev påkørt, men bilisten kørte væk.

Derfor efterlyste politiet onsdag aften offentligt føreren af bilen, en sølvfarvet VW. Det ene sidespejl var ødelagt, og også noget af frontgitteret var beskadiget.

Efter anholdelsen er bilisten sigtet af politiet for at have undladt at hjælpe en person i livsfare, hvilket er en overtrædelse af straffeloven.

Derimod har politiet ikke mistanke om, at den 75-årige var påvirket.

- Vi har på nuværende tidspunkt ingen grund til at tro, at der er tale om andet end en tragisk ulykke, siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen ifølge politikredsens opslag på X.

Drengen blev med lægehelikopter fløjet til behandling på et sygehus.

Sponsoreret indhold