Krimi26. september 2024

Tragisk ulykke: Lotte Heises eksmand er død

Martin Broesbøl mistede 22. september livet i en motocrossulykke
Lotte Heise var gift med Martin Broesbøl i fem år, før de blev skilt.
Lotte Heise var gift med Martin Broesbøl i fem år, før de blev skilt.
 Foto: Jesper Sunesen

Forfærdeligt.

For den 60-årige erhvervsmand Martin Broesbøl, som var gift med forfatter Lotte Heise fra 1996 til 2001, er død.

Det bekræfter Danmarks Motor Union over for SE og HØR.

Martin Broesbøl mistede livet i en motorcrossulykke søndag 22. september under et Endurostævne (et udholdenhedsløb, red.) i Kolding.

Danmarks Motor Union oplyser, at Martin Broesbøl af uvisse årsager mistede herredømmet over sin motorcykel og kørte galt.

Herefter var der akut hjælp på stedet, og Martin Broesbøl blev straks kørt til Odense Universitets Hospital til behandling.

Han afgik efterfølgende ved døden.

Hos Dansk Motorsport Union er alle berørte af den tragiske nyhed.

– Det er med meget stor sorg, at vi i DMU har modtaget oplysningerne om Martins tragiske uheld. Vi er alle i DMU meget berørte af situationen og vores tanker går til Martins familie og venner, lyder det fra DMU’s formand, Henrik Funder Kristensen.

Martin Broesbøl var gift med den danske forfatter Lotte Heise i fem år – de blev dog skilt i 2001.

Bryllup: Lotte Heise gift med Martin Broesbøl   1998Marcuspladsen i Venedig -
Lotte Heise blev gift med Martin Broesbøl tilbage i 1998 i Venedig.
 Foto: Aller Media DK

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Lotte Heise, men hun oplyser, at hun ikke har nogen kommentarer til sagen.

Martin Broesbøl og Lotte Heise har sammen tvillingsønnerne Joachim og Christian Broesbøl Heise.

Børnene fortæller til Århus Stiftstidende, at deres far døde på den måde, som han gerne ville.

– Far elskede at have adrenalin i kroppen. Gennem årene udfordrede han sig selv med svæveflyvning, motocross, paraglidning, skiløb, sejlsport, cykling og mange andre ting. Det stod sådan set skrevet, at han måtte ende sine dage under en af sine mange aktiviteter. Far døde på den måde, som han gerne ville – i fuld fart, omgivet af venner og i gang med det, som betød så meget for ham, fortæller Christian og Joachim Broesbøl Heise til Århus Stiftstidende.

Ifølge Århus Stiftstidende kolliderede Martin Broesbøl med et træ under et langdistanceløb ved et motocrosstævne i Kolding.

Christian og Joachim Broesbøl Heise fortæller også til mediet, at deres far under ulykken bekræftede, at han havde det fint.

Men blot nogle sekunder senere lukkede Martin Broesbøl sine øjne, og hans hjerte holdt op med at slå.

Sponsoreret indhold