Tre-årig død i tragisk ulykke: Vidner ved legeplads tilbudt krisehjælp
LÆS OGSÅ: Faldt ned fra 4. sal: 3-årig pige er død
En ubegribelig tragedie udspillede sig søndag aften i Bispehaven i Aarhus, hvor en tre-årig pige faldt ud af et vindue og ned fra fjerde sal og døde.
Den forfærdelige faldulykke skete nær en legeplads, og flere var vidner til tragedien. Det skriver TV 2 Østjylland.
Jacob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, fortæller til lokalmediet, at vidnerne er blevet henvist til krisehjælp.
– Der er flere personer på stedet, der har fået vejledning om at kontakte Offerrådgivningen, siger kommunikationsmedarbejderen til TV 2 Østjylland.
Jacob Christiansen ønsker ikke at uddybe, om børn eller pårørende var vidner til faldet, der havde dødeligt udfald.
Politiet vurderer, at der er tale om en ulykke, og at der ikke er sket noget kriminelt.