Tre kvinder blev fundet døde i ferieparadis: Nu er dødsårsagen afsløret

LÆS OGSÅ: Tre kvinder fundet døde i ferieparadis
Det er knap en måned siden, at en tragedie ramte Royal Kahal Beach Resort i San Pedro, Belize.
Her blev tre amerikanske kvinder i 20'erne nemlig fundet døde på et hotelværelse, og nu står det klart, hvad der tog livet af dem.
Det skriver People, der har fået dødsårsagen bekræftet af myndighederne.
Af obduktionen fremgår det, at det var en kulilteforgiftning, der kostede kvinderne livet.
Det var hotellets rengøringspersonale, der slog alarm, da de fredag den 21. februar ikke kunne komme i kontakt med kvinderne.
Lørdag måtte hotelpersonalet derfor låse døren op til kvindernes værelse, og her blev de alle tre fundet livløse.
Kvinderne havde ingen synlige skader, og i første omgang meldte politiet ud, at det formentligt var en overdosis, der havde taget livet af de tre amerikanere.
Efterfølgende blev der dog foretaget en række undersøgelser på resortet, og det er nu dem, der viser, at der var tale om en kulilteforgiftning.
Royal Kahal Beach Resort har udsendt en erklæring, hvor de sender tanker til kvindernes familier og understreger, at resortet igen er sikkert at være på.
- Fra det tidspunkt, hvor denne tragedie blev opdaget, har vi taget alle mulige skridt for at sikre, at resortet er sikkert, og det har været genåbnet for gæster siden den 19. marts.
- Vi har arbejdet med den belizeanske regering, og myndighederne har foretaget flere omhyggelige vurderinger af hver enhed på ejendommen. Disse vurderinger har ikke fundet yderligere indikationer på farlige niveauer af kulilte i nogen af enhederne. Denne tragedie har dybt påvirket os alle på Royal Kahal Beach Resort, lyder det.