Krimi3. maj 2022

Tv-serie kritiserer politiet: Sexkrænkelser kunne være stoppet

Den såkaldte ”Hooligan-sag” begynder i dag - ny tv- serie går i dybden med sagen og påstår, at de grove sexovergreb kunne være stoppet tidligere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/masket.png
 Foto: Privatfoto

Tirsdag formiddag går retssagen mod en tidligere fremtrædende hooligan-leder, der er tiltalt for at have begået voldsomme seksuelle krænkelser mod hele 15 ofre – heraf var 14 af dem drenge og unge mænd - i gang.

Overgrebene begyndte ifølge tiltalen mod manden helt tilbage i 2013 og stoppede først, da han blev pågrebet 5. februar sidste år.

Men manden kunne være stoppet længe før. Det fortæller et af ofrene i Discovery+ dokumentaren ”Hooligan-sagen – truet til tavshed”.

Han anmeldte nemlig hooligan-lederen til politiet på et tidligt tidspunkt:

- Havde jeg været alene i verden mod ham, så var jeg flygtet, altid.

- Men fordi jeg vidste, at hvis han ikke fik "fat i mig" før eller siden, så ville det gå ud over min familie. Derfpr så jeg ikke en anden udvej, fortæller offeret ”Michael” i dokumentarserien.

Manden optræder anonymt, da mødet med den tidligere hooligan stadig sidder dybt i ham.

Artiklen fortsætter efter videoen...

”Michael” gik til politiet med sin anmeldelse om afpresning og seksuelle krænkelser allerede i 2020.

- De kender ham jo rigtig, rigtig godt.

- Det første, de siger, er - det er ham, det møgsvin. Lad os få fat på ham.

- Der tænker jeg, perfekt, de gør faktisk noget, forklarer ”Michael” om sin anmeldelse af den daværende hooligan-leder.

BEGIK OVERGREB MOD OTTE flere

Den følelse holdt dog ikke længe hos ”Michael”, der ganske absurd selv blev bedt om at gå ned og tage billeder af et gerningssted, selvom gerningsmanden hyppigt kom i det område.

- Jeg føler mig utroligt svigtet af politiet, og er helt i chok over deres måde at håndtere sådan en sag på.

- At jeg selv skal ud og lege detektiv, og at jeg ikke kan få hjælp, når manden løber rundt efter mig, siger ”Michael” i dokumentarserien.

Efter hans anmeldelse nåede den tiltalte mand da også at begå overgreb mod yderligere otte unge mænd, fremgår det af anklageskriftet mod hooligan-lederen.

MIN VERDEN BRYDER SAMMEN

Anklagemyndigheden beslutter dog i maj 2020, at det ikke vil kunne bevises ved en domstol, at den nu tiltalte havde begået de forbrydelser mod ”Michael”, som han havde anmeldt.

- Min verden bryder sammen. Nu ved jeg, at han stadig er derude, og at han er på jagt efter mig, fortæller ”Michael” om sin skræk, da anmeldelsen af manden frafalder.

Mødet med den fysisk overlegne og voldsparate tiltalte har da heller ikke været uden livsændrende omkostninger for offeret i dokumentaren, der i dag blandt andet lider af PTSD og angst efter sine oplevelser med den tiltalte.

Vil intet sige

Nordsjællands Politi afviser at kommentere sagen, da man af princip aldrig udtalelser sig om igangværende sager, fremgår det af tv-serien.

Retssagen begynder i dag ved Retten i Glostrup, hvor der er afsat hele 14 retsdage til sagen.

Det er også fra i dag, at man kan streame dokumentarserien på Discovery+.

Sponsoreret indhold